[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Af Ida Suhr Birkemose, VFK

En kaptajn er forsvundet fra et fragtskib. Besætningen har netop opdaget, at han mangler, og det er fire timer siden, han sidst er set. På stedet er 2. eskadres patruljefartøj Havfruen, 1. eskadres miljøfartøj Gunnar Seidenfaden og Marinehjemmeværnets redningsbåd Anna E. Rørbye. De skal sammen finde ud af at fastlægge et eftersøgningsområde og i fællesskab holde udkig efter den nødstedte.

Det er heldigvis bare en del af en SAR (Search and Rescue) øvelse, der foregår i Storebælt. Men situationen kunne lige så godt være en rigtig hændelse, for netop personer, der falder over bord, er en stor del af de ulykker, som beskæftiger redningsfartøjerne i Søværnet.

Da skibene har ledt forgæves i en time, støder en EH101-helikopter fra Helicopter Wing Karup til med hjælp. Helikopteren dropper en SAR-bøje i havet. Dataene fra bøjen fortæller skibets besætning, hvor hurtigt og i hvilken retning en mand i havet driver. De leder videre.


SAR-bøjen, der blev droppet af helikopteren, bliver hentet igen af besætningen på Havfruen.

Et bredt samarbejde

Når lystsejlere, badegæster andre på havet er i nød, sætter Søværnet en SAR i gang. Det er forskelligt hvilke enheder, der bliver alarmeret, men oftest skal de samarbejde om opgaven. Derfor er øvelsen et samarbejde mellem 1. og 2. eskadre, NaturErhvervsstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Marinehjemmeværnet, Kystredningstjenesten, Helicopter Wing og Air Transport Wing.

- Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at samle enheder fra næsten alle vores faste samarbejdspartnere. Det betyder, at udbyttet er noget, vi for alvor kan bruge i hverdagen, siger Kaptajnløjtnant Jakob Birger Andersen, der arbejder som sagsbehandler ved 2. eskadre og har været med til at planlægge øvelsen.

Udover at samarbejde på tværs af enheder, er det også vigtigt, at så mange forskellige scenarier som muligt bliver testet. De bliver i denne uge blandt andet testet i at finde og rede en uerfaren kajaksejler, der er kæntret og rede fem lystfiskere, der har ligget længe i vandet.


Rota og Freja deltager også i øvelsen.

Når vandet bliver varmere
2016’s første kvartal bød på 38 SAR udrykninger, og jo varmere vejret bliver, jo flere har brug for hjælp i de danske farvande. Derfor er det vigtigt, at øvelsen foregår, inden endnu flere lystfiskere og surfere begiver sig ud på bølgerne.

- Det her er den eneste mulighed vi har i år, for at få alle de forskellige skibe til at indgå i en øvelse sammen, så det er en vigtig begivenhed for os, siger Jakob Birker Andersen.

Selvom besætningen allerede er trænede og vant til at arbejde med netop redninger, er det altid godt at få skærpet evnerne, inden sommeren for alvor er over Danmark.