[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

En meget lang vandretur i hårdt terræn, deltagelse i de traditionelle skotske Highland Games og besøg på et whiskydestilleri. Det var de mest markante begivenheder, da 16 veteraner og pårørende til veteraner i midten af juni var på en uges besøg i Skotland. Gruppen omfattede raske veteraner, veteraner med psykiske og fysiske skader, pårørende til skadede soldater og pårørende til faldne soldater.


Den danske gruppe inden vandreturen. Bårehåndtaget er med på billedet, og det var med på hele turen.

Turen til Skotland var arrangeret af The Baton Run Denmark, og formålet var, at deltagerne skulle være sammen som gruppe og med ligesindede fra andre lande. Men også at mindes de faldne soldater fra de internationale missioner og at fastholde opmærksomheden om de veteraner, der er kommet hjem med fysiske eller psykiske skader og deres pårørende. 

Omdrejningspunktet på turen var deltagelse i Cateran Yomp. Det er en lang trekkingtur i det skotske højland, der arrangeres for at samle penge til veteranarbejdet. Tre af de danske deltagerer gik den længste distance på 90 km på maksimalt 24 timer, fire gik knap 59 km og ni af danskerne gik godt 35 km. På hele turen bar de danske veteraner på det bårehåndtag fra en båre fra Afghanistan, som er symbolet for Baton-bevægelsen.


Danskerne deltog også i Highland Games, hvor disciplinerne blandt andet omfatter pælekast og bueskydning.

Turen til Skotland var støttet af Veterancenteret og Familienetværket. Det er planen, at gentage turen til Skotland hvert år.

Læs mere om Baton Run Denmark her.