[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto: DANTAD

Det danske C130 Hercules-detachement til FN's mission i Mali markerede den 27. maj 2017 den såkaldte ”transfer of authority” (TOA), hvor Danmark formelt overtog opgaveansvaret fra et portugisisk detachement.


Den danske detachementchef giver honnør for flaget.

Danmark indgår i en i en rotationsordning med Norge, Portugal, Sverige og Belgien omkring transportfly i missionen, hvor de enkelte nationer på skift og i en periode på seks måneder af gangen udfører lufttransportopgaver. Opgaverne er for den både den militære og den civile del af FN-missionen i Mali, MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali).

Transportopgaverne omfatter både transport af passagerer og gods, evakuering af syge og sårede samt et udvalg af mere taktiske opgaver. Detachementet benævnes Royal Danish Air Force C-130J Tactical Air Lift Detachment – i daglig tale DANTAD. Det består af et C-130J Hercules transportfly med besætning samt støtte- og Force Protection-personel. Sidstnævnte indbefatter personel fra både Flyvevåbnet og Hjemmeværnet.


Den danske Hercules på vej af sted på sin første mission i denne omgang i Minusma.

Overdragelsen - transfer of authority - blev markeret ved en parade i Camp Bifrost med deltagelse af både det tiltrædende og det aftrædende detachement samt af en række særligt inviterede gæster, heriblandt den danske ambassadør i Mali, Winnie Estrup Petersen. Ved overdragelsesparaden blev det portugisiske flag strøget og erstattet med Dannebrog.

Det danske bidrag fløj sin første mission for MINUSMA i denne omgang den 1. juni 2017.

Læs mere om MINUSMA på Forsvarsministeriets hjemmeside.