[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther, Værnsfælles Forsvarskommando

Når Flyvevåbnets Challenger CL-604 i weekenden lander på Flyvestation Aalborg, er det tredje gang Danmark har bidraget til Frontex. Igen i år har det danske fly medvirket til at pågribe smuglerbåde og opdage både med migranter, som efterfølgende er blevet bragt i land af den italienske kystvagt.

EU's Frontex er grænsekontrol og dermed en politiopgave, så det danske fly arbejder for Rigspolitiet. Challenger-flyets besætning er på fem mand. Sammen med to teknikere og en supportofficer har de otte mand været udstationeret på Sigonella-basen på Sicilien. Derudover har Danmark haft en forbindelsesofficer siddende i Rom ved Frontex operative hovedkvarter.




Opgaven har været meget bred og handlet om at detektere og identificere ulovlig aktiviteter i Middelhavet. Med sine sensorer kan besætningen både opdage ulovlighederne og samtidig dokumentere dem til brug ved senere retsforfølgelse. I videoen nedenfor fortæller chefen for det danske bidrag, piloten "HIF", hvordan hverdagen har udspillet sig.

Da Forsvarets fotograf var på besøg opdagede Challengeren en sejlbåd med 85 migranter om bord, som den italienske kystvagt efterfølgende eskorterede i land. Det førte desuden til anholdelsen af to menneskesmuglere.