[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando


Operation Inherent Resolve

Træningsbidraget – Irak
Træningsbidraget ved Task Force Al Asad har i den forgangne uge gennemført træning af 300 irakiske soldater fra Border Guard Police. Ud over den grundlæggende undervisning har trænerne også gennemført føreruddannelse for delingsfører- og kompagnichefniveauet.


DANCON træner sikkerhedsstyrker fra både den irakiske hær og grænsepolitiet. Foto: Presseofficer Jeanette Serritzlev.

I alt har træningsbidraget afsluttet mere end 4.800 uddannelser for enkeltmand. Samlet har det dansk ledede BPC (Building Partner Capacity) ved Task Force Al Asad trænet over 7.600 irakiske sikkerhedsstyrker siden missionens start den 1. januar 2015.

Den britiske del af BPC har afsluttet uddannelsen af en bataljon fra Border Guard Police. Afslutningen af træningsforløbet blev markeret med en parade. Det danske træningsbidrag har modtaget en ny bataljon fra den irakiske hær, som er kommet godt fra start med træningsforløbet.


Det danske træningsbidrag ved modtagelsen af en ny bataljon fra den irakiske hær. Foto: Presseofficer Jeanette Serritzlev.

Cooperative Deployment – Den Persiske Golf
I den seneste uge har fregatten Peter Willemoes og hangarskibsgruppen fortsat opereret i Den Persiske Golf, hvor hangarskibet George H.W. Bush har gennemført missioner til støtte for Operation Inherent Resolve.  Hangarskibet har desuden i seneste periode gennemført et kortvarigt planlagt havneanløb i Bahrain.

For at styrke integrationen i hangarskibsgruppen yderligere, har der i den forløbne uge været afholdt en missil- og luftforsvarsøvelse, hvor fregatten blandt andet har trænet flykontrol og angreb på drone- og overfladetrusler. I den forbindelse har fregatten haft amerikansk personel ombord til at støtte med kontrol af F/A-18 og F-22 kampfly.

Endelig har der været mulighed for at træne boarding-procedurer og udveksling af personel inden for forskellige fagområder med den amerikanske destroyer Mahan. 


Boardingholdet fra Peter Willemoes på besøg på  USS Mahan. Foto: Peter Willemoes

Radarbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
Radarbidraget er i gang med at udskifte personel i både Irak og De Forenede Arabiske Emirater. Begge steder forløber udskiftningen planmæssigt. Derudover er bidraget i gang med klargøring til de meget varme sommermåneder – Der skal køling på både personel og udstyr.