[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto: Søren Egebæk, Presseofficer OIR hold 6

Fra første dag i missionsområdet har træningsbidraget uddannet og trænet en bataljon fra Border Guard Force (BGF). Uddannelsen og træningen af den irakiske bataljon bestod af et fire ugers program. Umiddelbart efter mødet gennemførtes en biometrisk screeningsproces, der sikkerhedsgodkender soldaterne. Når de danske soldater har sikret sig at de irakiske soldater ikke udgør en sikkerhedsrisiko udleveres udrustning og geværer med henblik på at kunne påbegynde den planlagte træning.

Kaptajn Brian, som er fører for de danske- og baltiske træningshold, har tidligt haft fokus på forholdet til irakerne.
- Hjemmefra havde vi talt meget om vigtigheden af at opbygge relationer, og på det punkt har alle instruktørerne virkelig ydet en formidabel indsats. Dette kom bedst til udtryk ved paraden. Det var ikke blot kollegaer, men venner der tog afsked den dag, konstaterer Brian.


Skydning med de udleverede amerikanske geværer.

Træningen har i sagens natur udfordret de danske trænere. Irakerne er særdeles glade og venlige mennesker, men parametre som den ekstreme varme og de store forskelle i baggrund, mentalitet og kultur skulle håndteres rigtigt for at få et godt resultat.

- Ud over den ekstreme varme, har vi også brugt rigtig mange ressourcer på at finde ”nøglen” til irakerne, fortæller Brian. Vi konstaterede hurtigt, at der skal noget mere til at fastholde irakernes opmærksomhed og motivation, end vi er vant til hjemmefra. Der skulle tænkes kreativt, og det er der blevet.

- Vi fandt, at der var tre særdeles effektive metoder, til for alvor at få irakerne til at engagere sig i træningen, fortæller Brian.
- For det første er irakerne udprægede konkurrencemennesker, så når den basale indlæring var på plads, blev så meget som muligt af undervisningen gjort til en konkurrence, hvor irakerne kunne dyste mod hinanden. Tit var præmien alene anerkendelsen fra instruktørerne eller den godmodige håneret overfor hinanden.

Ofte var det det enkle, der virkede
- Vi kunne bare konstatere, at det helt tydeligt var med til at hæve niveauet hos alle. Noget så banalt som at give et lille klistermærke på ID-kortet, der viste, at man nu måtte skyde på 50 meter i stedet for 25 meter blev med en sjælden set stolthed vist frem for de andre soldater, fortæller Brian.

En afledt effekt af konkurrencerne var også, at instruktørerne forholdsvis hurtigt kunne identificere de rigtigt dygtige soldater. Mange af irakerne har en lang og ofte dyrekøbt erfaring fra kamppladsen, og den har instruktørerne været hurtige til at udnytte.

- De erfarne soldater blev gjort til hjælpeinstruktører, når det drejede sig om f.eks. førstehjælp og imødegåelse af vejsidebomber, eller de blev gjort til gruppefører, når vi var i felten. Og det, at de andre soldater kunne se, at dygtige soldater blev tildelt ansvar med den dertilhørende status, var igen med til at hæve alles engagement og derved også niveauet, fortæller Brian.



Sidst men ikke mindst har alle instruktørerne sat en kæmpe ære i at fremstå som det gode eksempel. - Hvad end det har været at kravle gennem terrænet, forevise livreddende førstehjælp, eller når en skydeleder har lært alle kommandoerne på irakisk, så har irakerne kunnet se den dedikation, som instruktørerne har lagt for dagen.

Og vores iver smittede helt klart af på deres engagement, og derfor kan vi godt se os selv i øjnene, når nu vi sender denne bataljon tilbage for at deltage i kampen mod Daesh (ISIL), konstaterer Brian.

Bataljonen modtog fire ugers træning, opdelt i modulerne:
• Krigens love
• Våbenbetjening og skydning
• Grundlæggende infanteriuddannelse for enkeltmand
• Grundlæggende infanteriuddannelse i rammen af gruppe/deling/kompagni
• Kontrolposttjeneste og mobil kontrolposttjeneste
• Forhold over for IED
• Førstehjælp
Sideløbende gennemførtes føreruddannelse for bataljonens førere.

Det første hold irakiske soldater, trænet af hold 6, er nu sendt tilbage til deres hjemgarnison. Om lidt ankommer en ny bataljon klar til at modtage uddannelse og træning.