[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Astrid Johanne Høg, Værnsfælles Forsvarskommando


Pigerne fra det Kosovo-albanske kor Prenk Jakova varmer op.

I søndags strømmede forældre til musikskoleelever til Teatri Kombëtar i Pristina, som er Kosovos hovedstad. Anledningen var velgørenhedskoncerten ”United Through Music”, som blev afholdt på initiativ af seniorsergenten Christensen, der er enkeltmandudsendt.

- Ideen til koncerten kom over en kop kaffe. Mine kollegaer og jeg talte om, hvordan vi kunne samle serbere og Kosovo-albanere. Vi tænkte: Børn er uskyldige, og alle kan lide musik. Så tog jeg kontakt til en serbisk og en Kosovo-albansk musikskole, og de ville meget gerne være med til at lave en koncert,” siger Christensen.

Koncerten til gavn for fattige børn er støttet af det lokale erhvervsliv. Dermed har aftenen ikke kostet andet end prisen for pindemadderne og det arbejde, Christensen og hans kollegaer har lagt i at arrangere koncerten. Og det har ifølge ham været det hele værd.

- Det giver mig en kæmpe glæde, at det her er lykkedes. Det viser, at der er håb med den nye generation. Det har vi vist i aften gennem musikken, siger Christensen.

Og selvom alting på aftenen for koncerten ånder fred, behøver man ikke gå længere tilbage i tiden end 2004, før voldelige opgør imellem serbere og Kosovo-albanere kostede 29 mennesker livet. Derfor er arbejdet for at sikre freden relevant.

- Det her er specielt, fordi det er første gang, at der er et officielt samarbejde mellem serbiske og Kosovo-albanske børn. Og det er første gang, at man har kunnet samle forældregenerationen i det her teater siden krigen, siger Christensen.