[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Celine Emma la Cour/VFK

”I Forsvaret kæmper vi for Danmarks sikkerhed. Vi har modet, evnen og viljen til at kæmpe for fællesskabet og for de centrale værdier, som vores samfund hviler på,” står der i Forsvarets kernefortælling, som er en fortælling om, hvad Forsvarets medarbejdere sammen arbejder for og har tilfælles. ”Vi gør det fordi noget er værd at kæmpe for”, slutter kernefortællingen.
 
Forsvaret lancerer i september måned en kampagne under hashtagget #værdatkæmpefor, hvor medarbejdere selv får mulighed for at fortælle, hvad dette ”noget” indebærer. Forsvaret er nemlig en stor organisation, og ud over at have meget tilfælles, har vi en bred skare opgaver og mange forskellige medarbejdere, som hver især bidrager til Forsvarets fælles mål og virke.

Kampagnen udrulles gennem to konkurrencer på sociale medier, hvor Forsvarets medarbejdere kan sætte ord og billeder på, hvordan de er med til at gøre en forskel, og hvad de synes er værd at kæmpe for. Du kan læse, hvordan man deltager i konkurrencerne herunder:



1) Facebook-konkurrence:
Vind t-shirts og løbesæt til hele din gruppe eller sektion (dog maks 12 personer) ved at indsende en kort video (maks 2 minutter), hvor I fortæller, hvad I arbejder med i Forsvaret, hvordan I er med til at gøre en forskel, og hvad I synes er værd at kæmper for. Man kan også indsende fortællingen på skrift (maks 500 ord) med tilhørende billeder af gruppen/sektionen. Send jeres inputs til denne mail: vfk-l-kom31@mil.dk eller upload til denne dropbox (husk at vedlægge kontaktinformation)

2) Instagram-konkurrence:
Post billeder og videoer med hashtagget #værdatkæmpefor samt en caption, der fortæller, hvad du synes er værd at kæmpe for.
Vi reposter udvalgte på Forsvarets Instagramprofil hver dag i resten af september måned, som alle vinder fede t-shirts og merchandise, og vi udvælger 4 billeder til næste udgave af Forsvarsavisen, som vinder Forsvarets nye løbesæt.

Der er altså både store og små præmier på spil, og selvom man ikke vinder løbesættet, kan man stadig få glæde af blandt andet t-shirts, thermokopper, keyhangers, notesbøger, anti-spy klistermærker og multifunktionelle musemåtter. Alle bidragsydere får tilsendt en præmie.

Vi håber, at så mange som muligt vil være med til at fortælle og oplyse resten af Danmark om, hvem vi er, og hvad vi kæmper for. Vi opfordrer alle til at følge kampagnen og holde øje med vinderne på vores sociale medier. Vi udtrækker løbende vindere og poster nyt indhold hver dag under hashtagget #værdatkæmpefor. Indtil da kan man her gense Forsvarets kernefortælling.