[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Windsurfere, fritidsfiskere, bortdrevne badedyr, badegæster, bøjer, sejlere og erhvervsfiskere. De bliver alle hjulpet af Kystredningstjenesten i Hvide Sande, men som Lorentz Lauridsen, stationsleder på redningsstationen, siger det, så er heldigvis kun halvdelen af situationerne livstruende. Med omkring 50.000 gæster i højsæsonen, og en sæson, der efterhånden strækker sig over 10 måneder, er der nok at se til.



Tysk sejler i nød
Som nu episoden i sidste uge, hvor en i øvrigt erfaren 20-årig tysk sejler kæntrede med sin laserjolle i Ringkøbing Fjord i 10-12 sekundmeter vind. Alarmen går klokken 20.36 og seks minutter senere var første båd i vandet. To både fra stationen i Hvide Sande og en fra Beredskabsstyrelsen bliver sendt ud for at søge, ligesom stationens redningskøretøj kigger fra land med termiske kameraer ad stierne langs kysten. Hele den sejlende og kørende aktion koordineres fra kontoret på Fossanæsvej. Pejlinger fra to mobilmaster placerer den 20-årige i den nordlige ende af fjorden kl 19.03, altså godt halvanden time før alarmen lyder. Med vindstød på 10-12 sekundmeter er der bølger og skum på toppene inde i fjorden, og det er ved at blive mørkt.

Herfra er det kvalificerede gæt og lokalt kendskab til vind- og strømforhold, der gør, at bådene er på vej i den rigtige retning, da en helikopter fra redningsberedskabet finder sejleren og redder ham op af vandet knap seks timer efter han var faldet i.


FAKTA om Hvide Sande Redningsstation

Stationen i Hvide Sande har fire fastansatte reddere. Dertil kommer syv frivillige og tre afløsere.

Der er 21 redningsstationer placeret over hele landet Det er oftest stationens redningsbåd, der hurtigst kan nå ud til de nødstedte.

Der er omkring 200 redningsmænd i Kystredningstjenesten

Ofte er hvervet som redningsmand gået i arv gennem generationer, og langt over halvdelen af redningsmændene er frivillige.