[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarskommandoen

Søsportens Sikkerhedsråd tilbyder nu en gratis app til mobiltelefoner der gør det nemmere og hurtigere at tilkalde hjælp, og samtidig fortæller redningscenteret positionen på vandet. Den nye app kan også sættes til at tracke sejlruten så pårørende kan følge med i turen, og redningsmandskab i nødsituationer kan spore bådens færden.


Redningshelikopter og skibe må ofte søge vidt og bredt efter nødstedte til havs.

Operationsofficer hos JRCC Thomas Bonde Madsen, forventer at appen vil være med til at spare vigtige minutter ved fremtidige redningsaktioner.

" Noget af det første, vi spørger om, når vi modtager et alarmopkald, er positionen, så vi kan sende hjælpen afsted. Det er ikke altid, at sejleren eller den pårørende kender den, eller også kan de være for chokerede til at svare klart på vores spørgsmål. Det koster dyrebar tid, og derfor vil appen betyde, at vi kan sende redningsmandskabet afsted i stort set samme sekund, som vi modtager alarmopkaldet. Det vil også have betydning, hvis der findes en tom båd drivende, og vi skal sætte en eftersøgning i gang efter savnede personer. Så kan vi bruge trackingen af sejlruten til at spore os ind på, hvor eftersøgningen skal sættes i gang i modsætning til i dag, hvor vi nogle gange mangler information og derfor er nødt til at afsøge et meget stort område og derved miste tid"  fortæller Thomas Bonde Madsen til Søsportens Sikkerhedsråd.

Læs mere om den nye app på Søsportens Sikkerhedsråd.

Appen er gratis og tilgængelig i App Store og Google Play.