Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Jens Peter Petersen modtager Forsvarets medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats. Det er oberst Ole Køppen - chef for Krigergravstilsynet, der overrækker medaljen. Foto: Sune Wadskjær Nielsen / Forsvaret
Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen
I dag har den frivillige ildsjæl sydslesvigeren Jens Peter Petersen fået tildelt Forsvarets medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats som Forsvarets Krigergravstilsyns tilforordnede for Sankelmark.
Jens Peter Petersen fik sat medaljen på brystet ved monumentet for slaget ved Sankelmark 6. februar 1864, som han i mere end 65 år frivilligt har påtaget sig ansvaret for at vedligeholde og passe, så monumentet altid fremstår pænt og ordentligt.
"Det er en stor ære for mig," fortæller Jens Peter efter ceremonien.
"Mindesmærket er min hjemstavn, og bliver ved med at være det, selv nu hvor min søn overtager opgaven."
Det er chefen for Krigergravstilsynet pensioneret oberst Ole Køppen, der har indstillet Jens Peter Jensen til medaljen. I indstillingen står der blandt andet:
"Jens Peter Petersen har efter egne oplysninger været ansvarlig for pasning af Sankelmark Monumentet, opført i 1889 efter tilladelse fra den preussiske regering, i omkring 65 år. Jens Peter Petersen overtog hvervet fra sin far, og sammenlagt har far og søn nu passet monumentet i over 100 år.
Jens Peter Petersen har selvstændigt stået for den løbende pasning udfra en stærk grundholdning om, at det danske i kraft af monumentet og dets omgivelser stedse skulle være synligt og frem for alt fremstå velholdt. Han har taget initiativ (og selv været med) under inddragelse af de skiftende regionale tilforordnede til større rydninger af kratbevoksning og væltede træer som følge af flere større storme samt fældning af udgåede/døende træer – senest her lige før årets kranselægninger den 6 FEB [2019]. Jens Peter Petersen fik i sin tid også realiseret en gammel barnedrøm, etablering af en dam i det mudrede område ved siden af monumentet."
Mindesmærket, der ligger 13 kilometer syd for Flensborg, er det mest betydningsfulde danske krigsmonument syd for grænsen, da der hvert år er mindehøjtideligheder ved Sankelmark med repræsentanter for både danske og tyske soldaterforeninger – og hver femte år tillige med repræsentation af en østrigsk delegation fra Steiermark, hvor danskernes modstandere hovedsageligt kom fra. Delegationerne fra Danmark og Østrig mindes de 53 danske og 95 østrigske soldater, der faldt i slaget.
Medalje kan tildeles udlændinge og ildsjæle
Jens Peter Petersen er tysk statsborger, men tilhører det danske mindretal i Sydslesvig. Forsvarets Medalje for Fortjenstfuld Indsats, der er indstiftet i 2009, kan også tildeles udlændinge og civile, der har gjort en særlig fortjenstfuld indsats med forbindelse til danske forsvar.
Kampen ved Sankelmark
På det danske monument ved Sankelmark står der:
"Opført til Minde om tapre danske Soldater som i kamp mod Overmagten her fandt Heltedøden for Konge og Fædreland."
Kampen ved Sankelmark opstod, fordi den danske hær 5. februar 1864 til stor overraskelse for danskernes østrigske og preussiske modstandere trak sig tilbage fra fæstningsværket Dannevirke, hvor hele hæren risikerede at gå til grunde. Østrigerne var de første til at forfølge danskerne, men ved Sankelmark lykkedes det 6. februar primært 7. Brigade (1. og 11. Regiment) at standse forfølgerne efter en blodig kamp. Dermed kunne hæren nogenlunde intakt nå tilbage til stillingerne ved Dybbøl og Fredericia.