Af Forsvarskommandoen

Selvom dele af Danmark er i gang med at åbne igen, så sker genåbningen af Forsvaret med små skridt - faktisk skal langt de fleste medarbejdere stadig blive hjemme en tid endnu. Men for nogle begyndte hverdagen igen den 11. maj.

Ca. 2.200 medarbejdere vender nu tilbage - fordelt på 1.750 soldater og 450 civile/militære medarbejdere i de støttende kommandoer. De genoptager deres arbejde for at sikre, at Forsvaret kan opretholde de samfundskritiske beredskaber og operationer og leve op til forpligtelserne i forhold til internationale operationer. Det vil blandt andet sige suverænitetshævdelse, bistand til politiet, overvågning og bevogtning (for eksempel i
Nordatlanten og ved de kongelige slotte og palæer), udsendelse af en fregat til Hormuz samt klargøring af enheder til nationale og internationale operationer i 2. halvår af 2020.

Det er især uddannelse og træning til den kritiske operative opgaveløsning, der vægtes højt i næste fase af genåbningen. Derudover bliver uddannelsen af løjtnanter og befalingsmænd genoptaget, så uddannelsen af de værnepligtige kan opretholdes frem mod 2021.

Løjtnantseleverne skal færdiguddannes inden sommerferien for at sikre, at der står en ny årgang klar på Hærens Officersskole til august. Flyvevåbnet har genoptaget pilotuddannelsen, og i Specialoperationskommandoen genoptages uddannelsen af kommende Siriushold.

Efter at være hjemsendt på ubestemt tid, er der også værnepligtige på vej tilbage med genopstart den 11. maj - for eksempel ved Den Kongelige Livgarde, i Søværnet og på den nye cyberværnepligts-uddannelse.

Ved siden af uddannelsesaktiviteterne er der også grønt lys til at fortsætte forberedelse af bidrag til internationale missioner som KFOR (Kosovo) og MINUSMA (Mali).

Selvom der altså nu bliver åbnet for flere aktiviteter, så følger Forsvaret regeringens strategi om en forsigtig, kontrolleret og gradvis genåbning for at minimere smitterisiko. Det betyder, at størstedelen af medarbejderne stadig vil være hjemsendt en tid endnu, og at ikke-kritiske  aktiviteter fortsat vil blive udsat.