Dilemmaet i nord

Den sikkerhedspolitiske situation i Arktis er i forandring. Rusland og Kina har øget deres fokus og aktiviteter i Arktis, og der tegner sig i stigende grad et stormagtsspil i regionen, hvor også USA øger sin tilstedeværelse. Udviklingen kræver et øget dansk engagement i Arktis og Nordatlanten.                          

23. december, 2020 - Kl. 08.00
Niels Juel ved Grønland

Fregatten Niels Juel på patrulje ved Grønland i sommeren 2020. Foto: Marinekonstabel Mathias. 

Artiklen er fra Forsvarets medarbejdermagasin Honnør. Se hele den elektroniske udgave af magasinet her.

 

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoen. Foto: Marinekonstabel Mathias

 

Året rundt er Forsvaret til stede i Nordatlanten. Den primære opgave i og omkring Grønland og Færøerne er farvandsovervågning og suverænitetshævdelse. Inspektionsskibe og -fartøjer patruljerer til søs, mens Siriuspatruljen med hundeslæde langs en strækning på 2.100 kilometer overvåger den øde nationalpark i Nordøstgrønland, ligesom fly og helikoptere også patruljerer i det enorme område, som det kolde nord er.

 

Arktis har længe været en region præget af fred og samarbejde, men noget tyder på, at perioden med lavspænding måske er forbi. Arktis er en region, hvor ikke bare de arktiske stormagter USA og Rusland, men også Kina har betydelige strategiske og økonomiske interesser. Den nye sikkerhedspolitiske situation gør Grønland, og dermed også Kongeriget og Forsvaret, til brikker i et spil med store indsatser og tilsvarende stor risiko.

 

Arktis sikkerhedspolitiske betydning

Under den kolde krig var Nordatlanten et vigtigt fokusområde for både NATO og Sovjetunionen, fordi det var en vigtig forsyningslinje mellem USA og Europa. Efter Sovjetunionens sammenbrud ned­prioriterede begge sider området. NATO lukkede sin Atlantkommando, USA trak sine fly med videre hjem fra Island og nedlagde den flåde, der havde ansvaret for Atlanten, ligesom andre NATO-med­lemmer nedprioriterede evnen til at bekæmpe ubåde. Flere af de beslutninger er nu ved at blive rullet tilbage.

 ”Nej, det er usandsynligt om end ikke umuligt,” fastslår Jon Rahbek-Clemmensen. ”Det er i hvert fald meget, meget lidt sandsynligt, at de arktiske stater kommer op at slås om arktiske forhold. Der er værdifulde råstoffer i undergrunden. Men de er svære og meget dyre at komme til, og de fleste af dem findes i områder, hvor staterne er helt enige om grænserne. Hvis der kommer konflikt i Arktis, er det mere sandsynligt, at det sker, fordi en konflikt andre steder spiller over i Arktis.”

 

Sov USA i timen?

Bagtæppet for de fornyede spændinger i Arktis er – naturligvis – klimaforandringerne, stigende temperaturer og smeltende is, der åbner hidtil lukkede sejlruter omkring Nordpolen og letter adgangen til udvinding af råstoffer i det barske arktiske miljø. Det har betydet, at Rusland siden slutningen af 00’erne har styrket sin militære tilstedeværelse i Arktis. Den russiske opbygning foregik uden de store reaktioner fra USA, der først rigtig reagerede, da forholdet til Rusland blev kølet kraftigt ned i forbindelse med Ukrainekrisen i 2014.

 

Niels Juel ved Arktis

I sommer satte fregatten Niels Juel kurs mod nord for at patruljere i Arktis - og slog i den forbindelse et smut forbi Prins Christians Sund, der ligger øst for Grønlands sydspids, Kap Farvel. 

 

”Amerikanerne har måske sovet en lille smule i timen oppe i Arktis. Russerne har bygget baser, investeret i skibe og ubåde, og de er begyndt at flyve rundt med deres bombefly. Amerikanerne har ikke rigtig reageret på det indtil for to til tre år siden, så nu forsøger de at lukke nogle huller over for Rusland,” for­klarer Jon Rahbek-Clemmensen, der er lektor på Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet.

 

Ifølge Jon Rahbek-Clemmensen skaber den russiske militære opbygning i Arktis tre militære udfordringer for Vesten i tilfælde af en konflikt. De to af dem involverer direkte Grønland.

 

Fra baser i Arktis kan Rusland sende bombefly eller missiler mod Thuleradaren og dermed tage en vigtig brik i det amerikanske missilforsvar ud af spillet. Det kan de gøre med en relativ lille risiko for at blive opdaget, for luftrummet over Grønland overvåges ikke.

 

Niels Juel i Sisimiut

Niels Juel sejler fra Sisimiut på Grønlands vestkyst

 

Den anden faktor handler om ubåde. Vesten frygter, at russerne i tilfælde af en konflikt vil sejle ubåde fra deres baser på Kolahalvøen ud i Nordatlanten, hvor de kan afskære forsynings- og kommunikations­linjerne mellem Nordamerika og Europa. På vej ud vil de russiske ubåde skulle igennem havene mellem Grønland, Island og Storbritannien, og det er her, de vil være nemmest at spore og bekæmpe. Men ligesom Danmark ikke har et fuldt dækkende billede af, hvad der foregår i luften over Grønland, ved Danmark heller ikke alt, hvad der foregår under vandet i Nordatlanten. Og Forsvaret råder i øjeblikket kun i begrænset omfang over udstyr til at bekæmpe ubåde.

 

Vi skal passe på ikke at blive fanget i en spiral af oprustning.

 

Amerikanerne er klar over, at Danmark ikke kan overvåge og forsvare Grønland, og supermagten forpligtede sig i 1951 til at forsvare Grønland i tilfælde af krig. Den aftale gælder stadig, men:

 

”Der manifesterer sig en stigende forventning fra amerikansk side om, at Danmark gør mere i Arktis. Og når ens allierede føler sig truet på ens territorium, så må man tage bestik af, hvad de forventer,” siger major Steen Kjærgaard. Han er militæranalytiker og leder af Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet.

 

Et spil om magt

Militært set handler de nye sikkerheds­dynamikker om Rusland. Det er deres strategiske bombefly og ubåde, som USA ønsker, at Danmark skal bidrage mere til at holde styr på.

 

”Men vi har spillet magtbalancespillet med Rusland tidligere. Det har vi styr på. Den store udfordring for USA i Arktis er kineserne,” siger militæranalytiker Steen Kjærgaard ved Forsvarsakademiets Cen­ter for Arktiske Sikkerhedsstudier.

 

Amerikanernes udfordring med Kina er, ud over at forholdet mellem de to magter i almindelighed er præget af stigende rivalisering, at Kina i stigende grad udviser interesse for Arktis. Det handler især om Kinas adgang til arktiske ressourcer, til søruter og mere bredt indflydelse i arktiske forhold. Kina søger gennem blandt andet forskning, handel og investeringer i infra­struktur at få et fodfæste i Arktis. USA ser imidlertid Grønland med dets placering tæt op ad det nordamerikanske kontinent som en del af den amerikanske interesse­sfære og ønsker derfor at begrænse Kinas handlerum i området. Dette har allerede givet Danmark udfordringer.

 

Den amerikanske udfordring

Det er også en udfordring for USA, at de to andre stormagter måske vil kunne se en fordel i at spille sammen i Arktis, selv om russerne egentlig også gerne vil holde kineserne på afstand.

 

”Kina har det, som russerne har brug for – penge. Og russerne har det, som kineserne har brug for – arktisk adgang. Det kan godt gå hen og blive et uhelligt ægteskab. Det er ikke drevet af kærlighed, men af at de begge er uvenner med USA,” siger Steen Kjærgaard.

 

Den amerikanske udfordring med Kina er også en udfordring for Danmark. Sikkerhedspolitisk følger Danmark USA. Men Danmark vil samtidig gerne fasthol­de konstruktive relationer med Kina, og i Grønland er rent kommercielle kinesiske investeringer velkomne.

 

”Vi kan risikere at blive fanget i en global dynamik i Arktis, som ikke er til Danmarks eller rigsfællesskabets fordel,” siger Steen Kjærgaard.

 

Danmark skal kunne bekæmpe ubåde

Præcist hvad amerikanerne forventer af Danmark, er ikke nødvendigvis helt klart. Men Danmark har reageret på de nye sikkerhedsdynamikker ad flere omgange. Som en del af forsvarsforliget fra 2018 køber Danmark slæbe­sonarer til to af Søværnets store skibe og dyppesonarer og torpedoer til Seahawk-helikopterne. Det giver igen Danmark kapacitet til at opdage og bekæmpe ubåde.

 

”Det er en universel kapacitet, men det er klart, at analysen må være, at det markant vil forbedre vores evne til at holde styr på, hvad der foregår under vandet i Arktis – primært i Danmarksstrædet. Rusland styrker sig kraftigt på ubådsområdet i disse år, mens NATO inklusive Danmark kun er i begyndelsen af genetable­ring af ubådskrigskapacitet,” siger Steen Kjærgaard.

 

Artiklen fortsætter under videoen:

 

 

I december 2019 svarede Danmark mere direkte på den arktiske udfordring. I forbindelse med NATO’s stats- og regeringschefers møde i London annoncere­de statsminister Mette Frederiksen, at regeringen vil bruge 1,5 milliarder kroner på en styrkelse af Forsva­rets overvågning og tilstedeværelse i Nordatlanten og Arktis. Den såkaldte Arktiske Kapacitetspakke.

 

”Vi arbejder med forskellige muligheder, så jeg kan ikke sige, hvad den Arktiske Kapacitetspakke kommer til at bestå af, men det kunne for eksempel være en radar til luftrumsovervågning, satellitovervågning og styrkede kommunikationslinjer. Og i sidste ende vil det jo være op til forsvarsforligskredsen at træffe en beslutning,” fortæller orlogskaptajn Niels, der arbejder med kapacitetspakken i Forsvarskommandoen.

 

Vi skal undgå oprustningsspiral

Om den danske opgradering af forsvaret i Arktis er nok til at gøre amerikanerne tilfredse, er der ingen, der ved endnu. Steen Kjærgaard vurderer, at ameri­kanerne nok ender med at blive noget utålmodige, inden det nye danske hardware bliver operativt.

 

”vis du kigger på de amerikanske forsvarslove omkring Arktis, vil du se, at de opererer med meget korte deadlines. I juni kom der et dekret fra Det Hvide Hus om, at der skal bygges en masse isbrydere, og det skal være nu. Så nytter det ikke noget, at os, der har territoriet, skal bruge lang tid på snørklede indkøbs­processer. Det kan amerikanerne ikke forstå,” siger Steen Kjærgaard.

 

Niels Juel ved Arktis

I fire uger opererede fregatten Niels Juel i området ved Færøerne, Island og Grønland. 

 

Forskeren peger også på, at det nok er vigtigt, at Danmark imødekommer krav og ønsker fra den amerikanske allierede, fordi man ellers risikerer, at amerikanerne vælger løsninger, som ikke er i rigsfællesskabets interesser. Men at det fra et dansk synspunkt er lige så vigtigt, at de ting, Danmark gør, ikke er med til at eskalere situationen i Arktis.

 

”Vi skal passe på ikke at blive fanget i en spiral af oprustning. Så selv om amerikanerne nu ønsker, at vi skal gøre en masse mere i Arktis, så skal vi også sikre os, at vi gør det på en måde, så vi kan bevare den overordnede danske politiske målsætning om at bevare tanken om, at Arktis er et område, der er afskåret af dynamikker, der foregår uden for Arktis,” fastslår Steen Kjærgaard.

 

Jagten på dark targets

Billedanalyse ved Arktisk Kommando

Kasper i J3 Space analyserer dagligt satellitbilleder i jagten på såkaldte dark targets - ukendte objekter. Isbjerge kan være lumske og give genskin i radarsignalet - ligesom et skib

 

Tekst og foto: Iben Valery

 

Grønland er et kæmpe område, hvor der tidligere har været god mulighed for at skjule sig, hvis ikke man udsendte de lovpligtige signaler. Satellitovervågning ved Arktisk Kommando er derfor en vigtig brik i puslespillet, der skal holde uvelkomne skibe ude af farvandet.

 

Hvordan foregår det?

Når et satellitbillede tikker ind hos J3 Space, satellit­afdelingen ved Arktisk Kommando, sidder kaptajn Kasper klar til at se på det nyankomne billede, der ofte består af en mørk, grynet baggrund med grålige og lysende pletter. Det mørke er vand, så det interessante er pletterne, som kan være forårsaget af forskellige objekter eller naturfænomener.

 

”En satellit fungerer på den måde, at den udsender et mikrobølgesignal, og alt efter hvilket objekt signalet rammer, vil signalet komme tilbage til satellitten i forskellige styrkegrader. Det er det, der gør, at man kan finde objekter på billedet,” forklarer Kasper og henviser til den grå plet.

 

Hvordan tolker man billederne?

Kasper er stadig i gang med at opbygge erfaring i, hvordan de forskellige objekter ser ud på de lavt opløste satellitbilleder.

 

”Isbjerge kan give problemer med tolkningen af billedet, fordi de kan give genskin i radarsignalet på samme måde som et skib. Skibe har ofte meget tydelige linjer og stor kontrast, mens isbjerget i højere grad har bløde kanter, når man ser genskinnet. Men da der er mange tusinde isbjerge, vil der næsten altid være nogen, som sender signalet tilbage i en vinkel, der får dem til at ligne et skib,” uddyber han.

 

Hvad afgør, om skibene er velkomne eller ej?

Når billederne lander hos Kasper, er mange af de grå pletter allerede defineret som skibe. Europas Maritime Sikkerhedsagentur (EMSA), der leverer billederne, har sammenkædet billedet med de signaler, som større skibe har pligt til at udsende. Her er satellitovervåg­ningen et vigtigt værktøj, der kan hjælpe med at finde de skibe, der ikke efterlever reglerne om at udsende signaler, og det er dem, som Kasper er interesseret i.

 

”Vi kalder dem ’dark targets’,” forklarer han om den grå plet. Et ukendt objekt, der ikke udsender sig­naler, og som skal vurderes til at være enten et isbjerg eller et skib ud fra, hvor skarpe linjerne og kontraster­ne er. Og er det et skib, som ikke har tilladelse til at være i farvandet, skal Arktisk Kommando afvise det

 

Billedanalyse ved Arktisk Kommando

Viser det ukendte objekt sig at være et ski b, som ikke har tilladelse til at være i farvandet, skal Arktisk Kommando afvise det. 

 

Hvem træffer beslutningen?

Ud fra formen på objektet vurderer EMSA på en skala fra 0-100 sandsynligheden for, at det er et skib.

 

”De siger for eksempel, ’vi er 50 procent sikre på, at det er et skib.’ Sammenlagt med viden om lokale forhold og erfaring med at kigge på satellitbillederne, vurderer vi hver enkelt dark target. Hvis jeg også mener, at det kan være et skib, så sender jeg den videre til operationscenteret. De sender et skib eller fly af sted for at kigge på det og afvise det, hvis det ikke har lov til at være her,” siger Kasper og fortsætter:

 

”Satellitterne gør, at man hurtigt og mere målrettet kan indsætte de underlagte enheder, som Arktisk Kommando har kontrol over.”