[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Forsvarskommandoen

Natten til søndag blev Københavns politi tilkaldt for at støtte Den Kongelige Livgarde med at foretage ransagning og test for brug af euforiserende stoffer på Livgardens Kaserne i København.

Politiets ransagning efter euforiserende stoffer var negativ, men 4 værnepligtige fra vagtstyrken blev testet positiv for euforiserende stoffer, og fik foretaget en blodprøve.
De 4 værnepligtige blev efter testen sendt hjem. Indtil Forsvarsministeriets Auditørkorps har afsluttet sagen, vil de 4 forrette tjeneste andetsteds ved Livgarden end i vagtstyrken.

I alt 18 soldater fra vagtstyrken blev testet.

”Forsvaret ser med stor alvor på alle sager vedrørende brug af euforiserende stoffer. Sagen er overdraget til Forsvarsministeriets Auditørkorps til videre behandling. Brug af euforiserende stoffer er uforenelig med enhver form for militær tjeneste,” siger chefen for Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling, oberst Susanne Lund.

Forsvarsministeriets Auditørkorps (FAUK) er en uafhængig, militær efterforsknings- og anklagemyndighed. I den konkrete sag vil auditørkorpset behandle sagerne, rejse sigtelser og sagerne bliver herefter afgjort af FAUK’s jurister.