Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Fra torsdag 25. marts 2021 og de næste tre måneder deltager Danmark med fregatten Absalon i den ene af NATO’s to stående fregatstyrker, som i år sejler under canadisk ledelse.
Gennem deltagelse i de stående flådestyrker medvirker Danmark til, at NATO kan opretholde sin slagkraft på havet. Skibschef Paw Møller, der her ses foran sin besætning, er stolt over at skulle løse opgaven. Foto: Line Fjordside Jensen / Forsvaret
Af Steffen Fog, Forsvarskommandoen
Absalon lagde torsdag aften fra kaj i Frederikshavn for at deltage i ”Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1)”, den ene af NATO’s to stående fregatstyrker.
Den danske fregat bidrager til, at NATO har en maritim beredskabsstyrke, som kan sættes ind med kort varsel ved behov.
“Det her er en af de fornemste og ypperste opgaver en fregat kan deltage i. At vi kan stille en fregat til den opgave er et meget konkret og givtigt udkomme af alt det, som vi øver os på til hverdag. Her er vi en af spydspidserne i NATO’s styrker, og besætningen kommer til at løse opgaven med den sædvanlige høje professionalisme,” siger skibschef på Absalon kommandørkaptajn Paw Møller og fortsætter:
“Ved at stille en fregat til rådighed medvirker vi til NATO’s evne til at hurtigt at kunne yde en indsats på havet i tilfælde af konflikter eller andre behov i NATO’s interesseområder - for eksempel Nordsøen, Østersøen eller de danske farvande. Samtidig vil vi monitere og rapportere om aktivitet i havområderne og melde det tilbage til NATO’s ledelse.”
Han bliver suppleret af kontreadmiral Torben Mikkelsen, der er chef for Søværnet:
”Danmark stiller jævnligt skibe og andre kapaciteter til rådighed for NATO, og denne gang sender vi Absalon afsted. Dermed bidrager vi endnu en gang til, at NATO kan opretholde sin slagkraft på havet, og det er en helt central opgave for Søværnet at deltage i. Jeg ved, at besætningen og medarbejderne i Søværnet er klar til opgaven, ” siger kontreadmiral og chef for Søværnet Torben Mikkelsen.
Når skibet deltager i NATO-styrken sejler den med NATO’s flag og NATO-mærke. Foto: Line Fjordside Jensen / Forsvaret
Ledelsen af flådestyrken skifter mellem NATO-landene hvert år. I år sejler flådestyrken under canadisk ledelse, men Absalon vil fungere som flagskib for den canadiske styrkechef i en del af indsættelsesperioden, forventeligt i en periode i april og maj.
Det er en særlig betroet opgave, som skibschef Paw Møller er stolt af og glad for at få.
“Det kræver noget ekstra af Absalon, og det giver besætningen et nyt og udvidet perspektiv for deres og skibets virke. For det betyder, at vi ikke bare skal fokusere på vores egen og skibets bidrag til styrken, men får til opgave at sikre, at staben og admiralen kan lede operationerne fra Absalon. Samtidig får vi en indsigt i hele flådestyrkens rolle og ageren. Den består jo af skibe med forskellige roller og evner, og sammen kan de forskellige skibe som én enhed udføre mangeartede opgaver,” siger kommandørkaptajn Paw Møller, der er skibschef på Absalon.
I de perioder, hvor NATO-styrken ikke bruges i en konkret opgave, står dagsordenen på øvelser og træning for at vedligeholde styrkens militære evner.
Fregatten Absalon er blandt andet udstyret med Harpoon-missiler. Her ses Absalon affyre missilet under en øvelse. Foto: Henning Jespersen-Skree / Flyvevåbnets Fototjeneste
De forskellige NATO-landes skibe og deres besætninger, som sejler med i flådestyrken, benytter nemlig lejligheden til at træne sammen. Man får pudset samarbejdet af og lærer af hinandens gode løsninger og metoder. Man får kendskab til kulturforskelle og forskelligt sprog og måder at kommunikere på. Og man finder løsninger, så samarbejdet glider, og man kan agere som én enhed, når det gælder.
Det samlede danske bidrag omfatter med Absalons besætning, en maritim specialstyrke og helikopterbesætning omkring 130 personer. Foto: Maja Wistesen / Forsvaret
“Ved at træne sammen med de andre nationer, får vi opdateret og udviklet vores evne til at samarbejde. Vi er jo fælles om at være krigere til søs, og når vi træner sammen på den her måde, bliver vore evne til at reagere og agere som én enhed styrket og sikrer dermed at vi effektivt altid kan løse vores opgaver – sammen.,” siger Paw Møller.
“Vi træner grundlæggende sømilitære kernekompetencer - altså vores evne til at kæmpe og vinde til søs som soldater og anvende vores fregat. For eksempel at skyde med vores kanoner, og anvende vores radarer og sensorer til at sikre, at vi selv og NATO’s ledelse har et billede af, hvad der foregår omkring os,” forklarer Paw Møller.