Danmarks to første F-35 kampfly i luften.

Danmarks to første F-35 kampfly i luften. Foto: Jonatan Navarro

Af Flyverkommandoen


Midt i Arizonas varme ørken ligger flyvebasen Luke Air Force Base, der er kendt for at være én af verdens største uddannelsespladser af F-35 kampflypiloter.

Basen har i skrivende stund uddannet mere end 100 F-35 piloter, der nu gør tjeneste rundt om i verden for deres respektive nationer. Sådan bliver det også for fremtidens danske piloter. De skal alle uddannes på Luke Air Force Base, hvorefter de kommer hjem til Danmark for at gøre tjeneste på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.

 

For at det skal kunne lade sig gøre, så skal de selvfølgelig have noget flyve i. Og det er her, at L-001 og L-002 kommer ind i billedet. Det er de første færdigproducerede F-35 kampfly, som Danmark har købt.

L-001 overgik som det første F-35 kampfly til dansk ejerskab i forbindelse med en rollout-ceremoni i forrige uge. Og det er altså i umiddelbar forlængelse heraf, at de to første fly er lettet fra fabrikken for at drage afsted til den opgave, de er købt til at løse.

 

[]-FSVDK_f35_FORSVARET_DSC_0044-2021-[ARTIKEL].jpg

Danmarks to første F-35 kampfly hedder L001 og L002. Foto: Forsvaret

 

Dansk glæde i USA

For det danske personel, der er udstationeret på Luke Air Force Base, var det naturligvis begivenhedsrigt at opleve de første danske fly med Dannebrog på halen ankomme til basen. Lars, der er major og logistisk chef for de danske fly på Luke Air Force Base, deltog i seancen på nærmeste hold.

 

”Det er intet mindre end fantastisk. Nu bliver Danmark virkelig en ligeværdig partner i eskadrillen. Vi vil nu kunne uddanne og dygtiggøre danske piloter i egne stel og samtidigt udbygge det gode samarbejde med vores partnernationer i eskadrillen,” siger Lars.

 

Der er ikke nogen tvivl om, at kampflyenes ankomst til Luke Air Force Base markerer en succesfuld milepæl i F-35 programmet, og at det samtidig ændrer den opgave, som Lars og bidragets øvrige danskere er udstationeret for at løse.

 

”Vi er nu ansvarlige for én af Danmarks mest kapable og sofistikerede våbenplatforme. Det er et kæmpe ansvar og en stor opgave, da vi skal sikre os, at brugen og vedligeholdelsen af vores F-35 sker i henhold til både programmets og de danske regelsæt for vores F-35’s anvendelse.”

 

Artikel fortsættes efter billeder.

 

Flyene tjekkes fra A til Z

I den kommende tid skal Lars sammen med øvrige kollegaer fra Forsvaret og Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse minutiøst gennemgå flyene for at sikre, at de lever op til alle de foreskrevne krav.

 

”Denne godkendelsesproces, som vi alle deltager aktivt i, skal sikre at vi har modtaget det produkt, som vi mener at have købt ved producenten Lockheed Martin. Vi kan dog allerede nu konstatere, at Danmark har købt et utroligt sofistikeret og kvalitativt velbygget fly, der ikke har set sit lige på jorden endnu," forklarer Lars.

 

Alt dette sker med henblik på den næste store milepæl, hvor den danske jagerpilot MON, som den første dansker, skal flyve et dansk F-35 kampfly.

 

Det kommer efter planen til at ske i starten af maj 2021, og det vil du selvfølgelig kunne følge og læse mere om - både her på Forsvaret.dk og på Forsvarets sociale medier.

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google