Forsvarsminister Hans Hækkerup på Holmen ved de 9 kister fragtet hjem af inspektionsskibet Vædderen.

Forsvarsminister Hans Hækkerup taler på Holmen 1996, hvortil inspektionsskibet har fragtet de ni kister med omkomne fra flyulykken.

Af Forsvarskommandoen

 

Den 3. august 1996 styrtede et Gulfstreamfly fra Forsvaret ned under indflyvning til Vagar under vanskelige vejrforhold. I alt omkom alle ni personer om bord, herunder forsvarschef admiral Garde og hustru.

Hændelsen er den største enkeltstående flyulykke i Forsvarets historie, og de omkomne var personel fra alle tre værn.

 

I forbindelse med 25-årsdagen for ulykken har Forsvaret bedt en færøsk kunstner udfærdige et mindesmærke, der vil blive placeret i Sørvågsfjorden overfor ulykkesstedet. 

Forsvarschef, general Flemming Lentfer, har godkendt udformning og placering af mindesmærket, og forklarer baggrunden for markeringen:

 

”Det er vigtigt at mindes denne tragiske hændelse både for de afdøde, de pårørende og det omgivne samfunds skyld. Ulykken understreger de barske vilkår og voldsomme naturkræfter, som hersker i Nordatlanten og Arktis, og som Forsvarets ansatte og regionens øvrige beboere færdes i og opererer under til dagligt.”

 

[]-fly330vagar95-2021-[ARTIKEL].jpg

Forsvarets Gulfstream F-330 fotograferet på Færøerne i 1995, året inden det forulykkede under indflyvningen til Vagar. I 1100 fods højde afbrød flyet at lande og startede opstigning, vindturbulensen var dog for voldsom, og flyet vippede helt rundt og styrtede mod fjeldsiden.

 

Efter ulykken er sikkerhedsprocedurerne for især landinger i Vágar blevet skærpet, og lufthavnen er siden blevet bedre teknisk rustet med bl.a. vindmålere.

 

Udspillet til mindesmærket og placering er blevet til i et samarbejde mellem lokale myndigheder, Arktisk Kommando, kommandoens Forbindelseselement på Færøerne og Forsvarsakademiet. Den tiltænkte placering af mindesmærket kan ses nederst.

 

Hvis COVID-19 forholdene på Færøerne tillader det, forventes mindesmærket at blive afsløret den 3. august.

Ved samme lejlighed udgives en bog om ulykken og dens efterfølgende påvirkning af Forsvarets øverste ledelse. Bogen er skrevet af de to historikere Søren Nørby og Rasmus Dahlberg fra Forsvarsakademiet.

 

Invitation til medier og nærmere detaljer for afsløringen udsendes tættere på datoen, men medier, der viser forhåndsinteresse for deltagelse eller ønsker adgang til billeder og arkivmateriale fra 1996, kan kontakte pressevagten i Forsvarskommandoen: fko-presse@mil.dk.

 

[]-kortmindesfoFTV-2021-[ARTIKEL].jpg