Der er godt træningsudbytte for både amerikanske piloter og dansk personel på jorden, når to amerikanske B-52 bombefly i dag flyver lavt over Danmark

Et af de store amerikanske B-52 over Flyvestation Karup. Flyene kom fra Royal Air Force basen Fairford i Storbritannien. Foto: Steffen Fog / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Det var et spektakulært syn, der mødte borgerne i Midtjylland i dag, da to store amerikanske B-52 bombefly fløj lavt ind over Flyvestation Karup sidst på formiddagen.

 

Overflyvningen giver både de amerikanske piloter og det danske støttepersonel på jorden et vigtig træningsudbytte.

 

”Det primære udbytte af træningen er, at piloterne kommunikerer med personellet på jorden, mens de er i dansk luftrum. Men det er også positivt, at vi træner planlægningen af den type operationer. Det giver os vigtig viden og træning i at operere sammen med vores NATO-allierede fra USA,” siger oberst Søren Wilhelm Andersen, der er chef for det Nationale luftoperationscenter i Flyvevåbnet.

 

De to amerikanske bombefly kom fra Royal Air Force basen Fairford i Storbritannien, hvor de er udstationeret. Efter træningsflyvningen over Danmark fortsatte amerikanerne ud over Nordsøen, hvor de mødtes med fly fra andre NATO-lande.

 

Video: Knud-Erik Jeppsson / Forsvaret