Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Der har været spekuleret på det længe, og særligt interesserede har uopfordret sendt forslag til Flyverkommandoen om, hvad den nye F-35 kampfly-eskadrille skal hedde. I dag til Fighter Wing Skrydstrups nytårsparole blev det offentliggjort: Den nye F-35 eskadrille får nummeret 727, og det er der helt særlige grunde til.
Illustration af eskadrille 727's våbenskjold. Foto: Forsvaret.
Af Flyverkommandoen
Det historiske 727-eskadrillenummer får lov at leve videre med den nye F-35 eskadrille, og det bliver dermed tredje gang, at Flyvevåbnets ældste eksisterende kampfly-eskadrille introducerer en ny flytype:
”Jeg har besluttet mig for, at den nye eskadrille skal hedde eskadrille 727. Eskadrille 727 er valgt, dels fordi det er Flyvevåbnets ældste eksisterende kampfly-eskadrille, men også fordi eskadrillen to gange tidligere har været ansvarlig for at indføre nye flytyper”, siger generalmajor og chef for Flyvevåbnet Jan Dam.
Han understreger samtidig at uanset, hvilket nummer eskadrillen har fået, vil fokus være på at bevare Danmark som central, relevant og troværdig partner i NATO, hvilket F-35 kampflyene på Fighter Wing Skrydstrup bliver medvirkende til.
Eskadrille 727 blev grundlagt d. 1 november 1952 på Flyvestation Karup, hvor de karakteristiske F-84 fly blev den første flytype i eskadrillen. Sidenhen introducerede eskadrillen F-100 fly i 1959, for derefter i 1980 at være den første eskadrille til at modtage og implementere de danske F-16, som fortsat flyver et par år endnu.
Kendetegnende for eskadrillen har været, at uanset hvilken flytype, som eskadrillen skulle implementere, har ånden og artefakterne været de samme med Thors hammer, Mjølner, som symbol og mottoet: ”Den flyver, den rammer, den vender tilbage”.
”Eskadrillenummer, motto og våbenskjold er vigtige symboler og historik, ikke bare for Fighter Wingens, men Flyvevåbnets kultur, identitet, stolthed og sammenhold, der også i et moderne Flyvevåben er væsentlige elementer. Her passer eskadrille 727 og dens tilhørende symbolik rigtig godt til dét, vi ønsker, at F-35 skal være. Nemlig et kampfly, der passer på Danmark både ude og hjemme… og altid vender tilbage”, fortæller Jan Dam, der samtidig informerer om, at der ikke har været nogle økonomiske fordele eller ulemper ved valget, men at det udelukkende bunder i, hvad der giver bedst ræsonnement.
Flyvevåbnet vil i en overgangsperiode både operere F-16 og F-35. Dette sker således, at F-16 udfases, mens F-35 indfases. I denne periode vil 727 operere to flytyper, og vil derfor bestå af en 727-16-eskadrille og 727-35-eskadrille. Dette vil være helt i tråd med, hvordan man også gjorde dengang, F-16 blev indfaset.
”At operere to flytyper i én eskadrille vil være sammenlignet med, hvad man gjorde da F-16 blev indfaset i eskadrillen, der i forvejen opererede med F-100. Det bliver også denne gang en glidende overgang, og jeg er sikker på, at vi med vores kommende F-35 eskadrille stadig vil være en respekteret partner i NATO med F-35 kampflyene placeret her på Fighter Wing Skrydstrup,” siger oberst og chef for Fighter Wing Skrydstrup, Uffe ’GUS’ Holstener.
Med valget af 727 bliver det samtidig et farvel til eskadrille 730, der har været i dvale siden årsskiftet 2019/2020. Tidligere havde Flyvevåbnet to operative F-16 eskadriller på Fighter Wing Skrydstrup, men i transitionen mod F-35, hvor der kun planlægges på én eskadrille, nedlægges 730.
Ånden og erfaringerne fra 730 vil dog stadig leve videre, da de nye F-35 kampfly vil operere fra det topmoderne F-35 Campus, der bygges i området, hvor 730’s bygninger var placeret. Det nybyggede anlæg skal stå klar til at modtage flyene, når de ankommer i oktober 2023.