Soldat træner inden udsendelse til Irak.

Soldat træner inden udsendelse til Irak. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Meget snart rejser det fjerde hold soldater afsted til den irakiske hovedstad, Bagdad. Her skal de forsætte arbejdet med at styrke den irakiske stats evne til selv at kunne tage vare på sikkerheden i landet.

 

Udstationeringen er en del af NATO-missionen NATO Mission Iraq (NMI), hvor Danmark har deltaget siden 2018. 

 

Læs også interview med den danske chef for NMI: Vi har hjulpet irakerne til at tage ejerskab

 

Forud for afrejsen var Hold 4 samlet i Jægersprislejren til Mission Rehearsal Exercise (MRX) for sammen at øve deres færdigheder forud for missionen til Irak. MRX-øvelsen skal igennem en certificering sikre, at soldaterne har de nødvendige kompetencer inden missionsudsendelse.

 

”Soldaternes opgave i Irak er noget anderledes, end den de normalt løser. Derfor er MRX-øvelsen en kærkommen lejlighed til at øve scenarioer, som kan forekomme i Irak,” siger kaptajn Søren Behrndtz, der er stabschef for DANCON Hold 4.

 

Soldat renser kunstigt sår under øvelsen.

Soldat renser kunstigt sår under øvelsen. Foto: Forsvaret

”De danske soldater er uddannet i konventionelle krigsopgaver, men opgaven i Irak er at køre sikrings- og eskorteopgaver for rådgivere, som assisterer den irakiske regering. Så det er mere en bodyguard-mission, og det kræver lidt tilvænning,” forklarer Søren Behrndtz.

 

Under MRX-øvelsen skal soldaterne igennem en række handlebaner, hvor de bliver testet i deres evne til at imødegå modstanderens virkemidler, som vejsidebomber, indirekte ild og håndtering af sårede.

 

Se video fra træningen her:

 

 

Sikkerhedssituation i Irak

I øjeblikket er sikkerhedssituationen i Irak ”rimelig god,” fortæller oberstløjtnant René Pedersen, der er chef DANCON for NMI Hold 4.

 

”Der er trusler, der er udfordringer, men under denne mission har vi ikke oplevet angreb direkte på danskere. Situationen kan selvfølgelig altid ændre sig, og derfor gør vi altid vores bedste for at uddanne soldaterne i de værst tænkelig scenarier,” siger René Pedersen.

 

NMI blev oprettet i juli 2018 på baggrund af en invitation fra den irakiske regering. Danmark har tidligere bidraget til missionen med stabsofficerer og i perioder ligeledes sendt træningsteams til missionen.