En ambulance ombord på et Hercules C-130 J

En ambulance ombord på et Herculesfly. Der er flere fordele ved at have en ambulance med hjemmefra, når patienter skal evakueres fra udlandet. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Klokken 09.00 fredag morgen i forrige uge lettede en Hercules C-130J fra Air Transport Wing i Aalborg med en ambulance og et medical crew ombord mod Letland.

 

Med en ambulance i flyveren er det muligt at hente patienten på et sygehus eller i missionsområdet, køre direkte ombord og derefter videre til endelig destination ved hjemkomst.

 

Det giver færre omladninger af patienten, en mere sammenhængende behandling- og forløbskæde samt færre stressfaktorer hos patienten under transporten.

 

Transportflyet Hercules C-130J var kun på jorden i Riga i kort tid, inden patienten var ombord, og flyet var i luften igen og på vej mod Danmark. Soldaten kom hjem til Danmark i god behold.

 

Alternative former for evakuering

Forsvarets luftevakueringsenhed ”Intensive Care Air Transportation Team” (ICATT) sikrer, at soldaten kan komme sikkert hjem til Danmark, hvis vedkommende bliver skadet under tjenesten.

 

Luftevakueringsenheden bemandes af ambulancereddere, sygeplejersker og læger. Et standard medical crew består normalt af to flight medics, en sygeplejerske og en anæstesilæge.

 

Evakuering af patienter kan foregå i kombination af Forsvarets fly og behandlingsmoduler eller ambulance. Valget af evakueringsform afhænger af patientens behov og operative forhold. ICATT støtter også ved civile luftevakueringer.

 

”Det er en tryghed for soldaterne ved fronten, at de har kollegaer i ryggen, når de sætter deres egen sikkerhed på spil,” siger NB, der er leder af ICATT i Aalborg.