En ny kenyansk dykker, som har modtaget træning i Danmark.

En ny kenyansk dykker, som har modtaget træning i Danmark. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

”I har vasket skammen af den kenyanske flåde,” lød det for nylig fra den danske forbindelsesofficer og kommandørkaptajn, Kjeld Gaard-Frederiksen, da han talte ved en uddannelsesceremoni i Mombasa for syv nye kenyanske specialdykkere.

Siden 2021 har Søværnets Dykkertjeneste stået for uddannelsen af dykkere i Kenya, og det kulminerede for nylig med en ny kapacitet til den kenyanske flåde, hvor de nu råder over dykkere, der kan nå ned på 60 meters dybde.

 

Ulykke

Behovet for specialdykkere blev klart, da en ulykke i 2019 førte til, at en personbil med to personer ombord faldt af en færge i en havn i Mombasa og sank ned til omkring 60 meters dybde.

Kenya måtte søge assistance hos Sydafrika for at få bjærget de omkomne. Det blev en penibel sag for den kenyanske flåde, hvilket afstedkom en forespørgsel til Danmark om assistance til uddannelse af kenyanske dykkere.

Netop uddannelse er blandt de store bedrifter for Freds- og Stabiliseringsfondens arbejde i Kenya, siden den blev oprettet som en interministeriel fond mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Fonden begyndte sit arbejde Østafrika i kølvandet på en lang række piratangreb ud for Afrikas Horn i slutningen af 00’erne og starten af 10’erne.

Opgaven var at forebygge og løse konflikter ved blandt andet at yde støtte til den kenyanske flåde.Ideen er, at ”man kan løse og forebygge problemerne i regionen frem for at behandle symptomerne på dem,” forklarer oberst Jens Lindvig, der er dansk forsvarsattaché til Kenya, med henvisning til, at Danmark har brugt mange penge på at sende fregat-bidrag på piratjagt ved Afrikas Horn.

Kommandørkaptajn Kjeld Gaard-Frederiksen er dansk forbindelsesofficer i Kenya.

Kommandørkaptajn Kjeld Gaard-Frederiksen er dansk forbindelsesofficer i Kenya. Foto: Forsvaret

Partnerskab

Forbindelsesofficeren Kjeld Gaard-Frederiksen lægger vægt på, at man i det daglige arbejde ikke ser Danmark som et donorland.

”Vi ser os selv som en partner til Kenya. Vi lytter til deres behov, og vi prøver at løse udfordringerne i fællesskab,” siger han. Sammen med kenyanerne har Danmark blandt andet opbygget en række vigtige uddannelseskapaciteter, der tæller en brand- og havariskole samt en navigationssimulator, som lever op til internationale standarder. Det er helt grundlæggende kapaciteter, som ifølge Kjeld Gaard-Frederiksen gør det nemmere for den kenyanske flåde at udvikle sig på sigt.

Internationalt samarbejde igennem CMF

Et af de vigtigste resultater af fondens arbejde er, at Danmark har fået Kenya med i en international koalition med mere end 30 lande, kaldet Combined Maritime Forces (CMF), som bekæmper illegale aktiviteter på havet, herunder pirateri. Ifølge Kjeld Gaard-Frederiksen har dette givet Kenya større strategisk spillerum og betydning, fordi landet nu ikke længere kun er et modtagerland men også bidrager med maritime kapaciteter og personel til udfordringerne med pirateri og kriminalitet i Det Indiske Ocean.

Oberst Jens Lindvig er dansk forsvarsattaché til Kenya.

Oberst Jens Lindvig er dansk forsvarsattaché til Kenya. Her er han i Mombasa ved overdragelsen af en ny havariskole til den kenyanske flåde. Foto: Forsvaret

Forsvarsattaché Jens Lindvig supplerer med, at Kenyas positive udvikling også har indflydelse uden for landets grænser.

”Kenyanerne har også i de seneste år vist sig meget modne i regional sammenhæng, fordi de rækker ud over deres grænser. De har erkendt, at problemer i et naboland godt kan risikere at sive over grænsen og ende med at blive ens egne problemer. Kenya er derfor begyndt at engagere sig i Den Demokratiske Republik Congo og Somalia for at styrke stabiliteten i området,” siger Jens Lindvig.


Dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste med deres kenyanske kollegaer.

Dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste med deres kenyanske kollegaer. Foto: Forsvaret