Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Danske Kasper Holm er en af hovedkaraktererne i en ny dokumentarserie på Netflix, der følger seks skadede veteraner på deres vej mod Invictus Games. Serien har premiere onsdag den 30. august
Kasper Holm kører cykelløb ved Invictus Games i Haag i 2022. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
Den britiske prins Harry og danske Kasper Holm er to af hovedpersonerne i dokumentarserien ”Heart of Invictus”, der kan ses på streamingtjenesten Netflix fra i dag. Serien følger over knap to år seks veteraner fra forskellige lande, der forbereder sig på at skulle deltage i Invictus Games i Haag i 2022. Invictus Games er et internationale idrætsstævne for sårede og skadede soldater. Stævnet er skabt af den britiske prins, og han fortsat er dybt involveret i projektet. Derfor har prinsen naturligvis også en stor plads i serien.
Kasper Holm blev filmet ved træningssamlingerne for det danske hold, når han trænede alene, når han var hjemme hos sin familie og naturligvis, da han deltog i Invictus Games i Haag. Kameraet var med hele tiden.
”Det har været grænseoverskridende og det har været en spændende. Men det har været en god oplevelse, fordi Netflix har været sindssygt professionelle og har taget hånd om mig og passet på mig i hele processen”, fortæller Kasper.
Fotografen fra Netflix var også med, da Kasper Holm fejrede sine medaljer med de andre deltagere på det danske cykelhold. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
Kasper Holm er ramt af PTSD efter en udsendelse til Irak, og han meldte sig blandt andet til det danske Invictus Games projekt for at arbejde med at holde fast i gode sociale relationer, selv når tingene bliver svære. Han oplevede hurtigt, hvordan kammeratskabet med andre veteraner hjalp ham, og det er for at formidle det budskab, at han sagde ja til at medvirke i serien.
Kasper Holm vil gerne sprede budskabet om, hvad fællesskab kan betyde i rehabiliteringen af skadede soldater. Derfor er han med i serien. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret
”Netflix kom med et oplæg, hvor indgangsvinklen var vigtigheden af at være en del af et større fællesskab i sin rehabilitering. Det synes jeg gav rigtig god mening at sætte fokus på, fordi det også er det, jeg har fundet ud af med min deltagelse ved Invictus. Hvor vigtigt det er for mig, at være en del af noget med ligesindede og nogen, man kan spejle sig i. Det budskab ville jeg gerne være med til at sprede,” forklarer Kasper.
Kasper Holm har været meget nervøs for, hvordan serien bliver modtaget og om budskabet om betydningen af fælleskab kommer rigtigt igennem. Nu er han dog lidt mere rolig.
”Jeg havde en lang snak med Harry sidste fredag, og han var meget rolig. Det er jo også ham, der lægger navn til det, og han synes, at der er blevet rigtig godt. Han er meget glad for det danske islæt med undervisning på træningssamlingerne og også min historie, som han synes var god at få med. Så han synes, at vi skal være stolte af det danske bidrag,” siger Kasper.
Kasper Holm deltager også i det næste Invictus Games, der finder sted i Düsseldorf fra den 7. – 16. september 2023.
Invictus Games er et internationalt rehabiliteringsprojekt for fysisk og psykisk sårede veteraner. Målet er at forandre liv gennem idræt.
I det danske Invictus Games program er der særlig fokus på rehabilitering gennem idræt og personlig udvikling.
Invictus Games er skabt af den britisk prins Harry. På vej hjem fra en udsendelse i Afghanistan oplevede han en kiste med en dræbt dansk soldat, samt tre sårede britiske soldater komme om bord flyet, han skulle med hjem. Prins Harry indså, at livet for de hårdt sårede soldater aldrig ville blive det samme. Oplevelsen og inspiration fra de amerikanske Warrior Games for sårede soldater inspirerede ham til at skabe Invictus Games.