F-35

L-007 letter fra Lockheed Martins fabrik i Forth Worth, Texas. 1,5 time senere landede flyet på Luke Air Force Base i Arizona, hvor danske medarbejdere stod klar til at tage i mod og gennemføre modtagekontrol. Foto: Lockheed Martin.

Af Flyverkommandoen & New Fighter Program (NFP)

Det danske forsvar er blevet en F-35 rigere.

Det nye kampfly er vellykket færgefløjet fra Lockheed Martins fabrik i Forth Worth, Texas til Luke Air Force Base i Arizona, hvor den danske F-35 omskoling finder sted. Kampflyet, der har fået halenummeret L-007, opererer i de kommende måneder sammen med de øvrige seks danske F-35’ere, inden det senere på året hjemtages til Danmark.

”Jeg glæder mig hver gang, vi modtager et nyt F-35 fly med dansk bemaling. Denne gang er det L-007, som vi kommer til at se til efteråret i forbindelse med First Aircraft Arrival, når F-35 flyene lander i Danmark”, fortæller generalmajor Jan Dam, der er chef for Flyvevåbnet.

F-35

L-007 under afprøvning ved Lockheed Martins fabrik i Forth Worth, Texas. Afprøvningen foregik umiddelbart inden, at flyet fløj fra Forth Worth til Luke Air Force Base. Foto: Lockheed Martin.

Gnidningsfri modtagekontrol
Det syvende danske fly er, ligesom de forrige seks, blevet modtaget af danske medarbejdere udsendt af Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse. De har haft til opgave at kontrollere, at flyet ikke har fejl ved overdragelsen:

”Vi gennemgår flyet og dokumentationen, så vi er sikre på, at vi modtager det bestilte. Denne gang blev modtagelsen gennemført med et næsten rent dansk hold af medarbejdere, så vi er klar til at modtage de næste fly til efteråret på Flyvestation Skrydstrup,” udtaler den ansvarlige for modtagekontrollen, der netop er hjemvendt fra USA.

F-35 på Luke AFB.

L-007 i ”garagen” på Luke Air Force Base efter endt modtagekontrol. Foto: Forsvaret.


Første fly med eskadrille våbenskjold
Som det skarpe øje måske allerede har bemærket, er det syvende kampfly visuelt en smule anderledes end de seks øvrige, som Flyvevåbnet i de seneste par år har modtaget. Fordi det syvende fly skal anvendes i Danmark, har det nemlig fået den kommende F-35 eskadrilles våbenskjold malet på halefinnen.

F-35

Eskadrille 727’s våbenskjold ses mellem Dannebrog og halenummeret. Alle danske F-35, der opererer fra Danmark, får denne bemaling. Foto: Lockheed Martin.

Det danske flyvevåben har en stolt tradition for, at eskadrillens våbenskjold er markeret på halefinnen af kampfly, og det bliver også gældende for F-35. Her er det Eskadrille 727’s våbenskjold med motiv af Tors hammer, der er malet på og placeret mellem Dannebrog og halenummeret.

Modtaget i USA – snart på vej til Danmark

Danmark har nu modtaget syv af de i alt 27 indkøbte F-35 kampfly. I øjeblikket anvendes flyene udelukkende i USA til omskoling, men til efteråret ankommer de første danske F-35 fly til Flyvestation Skrydstrup. Modtagelsen i Danmark bliver markeret med et First Aircraft Arrival-arrangement. Arrangementet vil blive forklaret og beskrevet yderligere på F-35 hjemmesiden www.forsvaret.dk/F-35, når tiden nærmer sig.

Læs mere om F-35 til Danmark her:

F-35 Eskadrille får sit nummer

Derfor bliver danske F-35 kampfly i USA

F-35: Forsvarets nye game changer