Træninge af ild-og-bevægelse i britisk skov.

Træning af ild-og-bevægelse i britisk skov. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Træningsbidraget til støtte for Ukraine, Storbritannien

Ugen begyndte med grundlæggende uddannelse i TCCC (førstehjælp) og CEO (forhold over for miner, luremineringer, ammunition m.m.). Uddannelsen forløb godt og som planlagt.

 

Rekrutterne finder det både skræmmende og motiverende at der blandt momenterne er personel der har mistet lemmer.

 

Midt på ugen startede vores anden øvelse; nemlig den taktiske øvelse.

 

Her øver de at indtage skydestillinger, afgive ild, kontakt med fjenden samt ild og bevægelse i hold og efterfølgende i gruppe. Det er også her, at de supplerer øvelserne med læringen fra enkeltfagene i førstehjælp, CEO, våbenbetjening og meget andet.

 

Træning af ukrainske rekrutter i Storbritannien

Foto: Forsvaret

Ligeledes har der været parade i anledning af den ukrainske uafhængighedsdag. Denne blev gennemført den 24. august om morgenen ude på øvelsen.

 

Parade i UK i anledning af Ukraines uafhængighedsdag

Foto: Forsvaret

Delingsfører 3 har gennemført en lokal volleyball turnering i lejren. Det gode var, at alle var glade og det var en rigtig fin og hyggelig dag - det dårlige var at danskerne ikke vandt.

 

Helikopterbidraget til Frontex – Spanien

Siden sidste Mission Update har den danske helikopterafdeling, der støtter Frontex i det sydlige Spanien, gennemgået en besætningsrotation, hvilket har bragt fornyet energi til opgaven med at opdage kriminel aktivitet i Gibraltarstrædet.

 

Besætningsrotationen blev gennemført uden problemer og uden at påvirke de daglige opgaver.

 

Der blev i den proces taget højde for den øgede risiko for dehydrering og den påvirkning for både menneske og maskine, som temperaturer op til 40 grader forårsager. Trods de høje temperaturer har det nye mandskab allerede lavet observationer i området, og vil fortsætte deres indsats i den kommende tid.

 

Tåge over Gibraltar

Tåge og skyer omkring Gibraltar. Foto: Forsvaret

 

NATO’s rådgivningsmission i Irak, NATO Mission Iraq, Bagdad

I ugens løb har der generelt været ro på i missionen. Opgaverne løses med stor iver, også på trods af uforudsete hændelser som eksempelvis nedbrud på køretøjer eller ændringer i sidste øjeblik.

 

Sikrings- og Eskortekompagniet har kørt 56 ture i Bagdad-området fordelt på 20 ture i den internationale zone og 36 i det øvrige Bagdad. Desuden har der været 10 aflyste ture i alt.

 

War College i Bagdad

Et af de steder soldaterne besøger. Billeder er taget ud igennem den pansrede rude i en af busserne, der benyttes til at transportere rådgivere og diplomater rundt i Bagdad. Her kan man se det Irakiske War College, hvor Nato Mission Iraq (NMI) støtter med blandt andet undervisning i forskellige sprog. Foto: Forsvaret

 
Ugen har båret præg af en masse nye steder, som hold 7 ikke tidligere har besøgt. Det har krævet en høj grad af fleksibilitet hos soldaterne da vores viden om de steder har været begrænset og til tider forældet, men opgaverne er blevet løst med stor tilfredsstillelse fra de folk, der eskorteres rundt af vores soldater. Så meget at det har ledt til flere skriftlige anerkendelser efterfølgende.

 

Dannebrog vejer over den danske lejr i Irak

Dannebrog over vores fritidsområde i daglig tale kaldet FP-gården. Dannebrog har i længere tid manglet i toppen af flagstangen grundet trusselsvurderingerne på baggrund af blandt andet koranafbrændingerne, så det var en stor fornøjelse at kunne hejse flaget igen. Foto: Forsvaret

Fakta

Efter Ruslands invasion af Ukraine har Danmark i tæt samarbejde med allierede og samarbejdspartnere taget et stort ansvar for at støtte Ukraine.

 

Som en del af den samlede støtte bidrager Danmark med danske soldater og instruktører til et britisk-ledet træningsprojekt, som gennemføres i Storbritannien. Her bliver ukrainske rekrutter uddannet i grundlæggende soldaterfærdigheder.

 

Danmark støtter ligeledes uddannelsen af ukrainske kampvognsbesætninger. Uddannelsen foregår i Tyskland. 

Danmark bidrager til NATOs rådgivningsmission i Irak (NMI). Danmark bidrager blandt andet med stabsofficerer og rådgivere og med et sikrings- og eskortekompagni, der beskytter rådgiverne under transport og møder. 

 

Danmark bidrager også fortsat til Operation Inherent Resolve, der støtter kampen mod ISIL. Danmark bidrager aktuelt med stabsofficerer. 

Danmark har siden 2015 stillet en række forskellige bidrag til rådighed for EUs grænseagentur Frontex.

 

Aktuelt bidrager Forsvaret med:

  • Et patruljebådsbidrag, der patruljer ved Grækenland. 
  • Et køretøj med termisk observationsudstyr (Thermal Vision Vehicle, TVV).  
  • Personelbidrag i form af tolke og personel til registrering af flygtninge og migranter.  
  • En Fennec-helikopter, der fra Spanien patruljerer i området ved Gibraltarstrædet. Bidraget er indsat fra midten af juni til november 2023.