Med to nye chefer i Forsvarets Sanitetstjeneste brydes der med en lang tradition for, at generallægen har været både administrator og sundhedsfaglig rådgiver. Grundlaget for en opdeling af stillingen er, at der er behov for at styrke det sanitetsfaglige område - primært gennem et samarbejde med det civile sundhedsvæsen. Desuden er der et øget operativt fokus for hele Forsvaret, og selve myndighedsdriften er dermed blevet mere krævende. Disse forhold og mange andre taler for at prioritere områderne med to dedikerede chefer.
Jesper Momme har mere end tre årtier bag sig i Forsvaret og efter 10 måneder som stabschef i Forsvarets Sanitetskommando (FSK), er han klar til at sætte sine styrker og erfaring i spil, som chef for det sanitetsfaglige område. Hans militære erfaring skal akkompagneres af Susannes Bach Laustens indblik i det civile sundhedsfaglige område. Susanne Bach Lausten har speciale i mave- tarmkirurgi og har været overlæge i 10 år. Hendes militære karriere startede som chef ved Infirmeri Midtjylland i 2015. Siden har hun været overlæge, og i 2019 blev hun udnævnt som ny chef for Militærmedicinsk Udviklingsafdeling - en underafdeling til Udviklingsdivisionen.
Generallæge Susanne Bach Lausten og brigadegeneral Jesper Momme udnævnes af chefen for Forsvarsstaben, Kenneth Pedersen. Foto: Forsvarets Sanitetskommando.
For Jesper Momme er det ikke det sanitetsfaglige men ledelse, der er hans vigtigste opgave som chef for Forsvarets Sanitetskommando.
”Det der er vigtigt, er, hvordan vi bringer faglighederne i spil” siger han og fortsætter.
"Jeg er ikke den, der kommer til at vide mest om sanitetstjeneste, det er det
sundhedsfaglige personel, der er eksperterne”.
Jesper Momme ser en styrke i at dele kontor med den nye generallæge, for netop i det lokale skal der opstå sparring. I den nye ledelsesstruktur vil Jespers Mommes rolle være at håndtere selve myndighedsdriften. Generallægen vil også i fremtiden være forsvarschefens sundheds- og sanitetsfaglige rådgiver. Derudover vil det stadig være generallægens ansvar at give faglige direktiver for udviklingen af sanitetstjenesten i hele Forsvaret.
Som generallæge, er det vigtigt for Susanne Bach Lausten at understrege, at Forsvarets Sanitetskommando er afhængig af samarbejdet med det civile sundhedsvæsen, da rekruttering og uddannelse af den sundhedsfaglige reserve er vigtig.
”De skal kunne optræde i militære enheder og anvende militærmedicinske principper. Det udvikler vi igennem øvelser og missioner. Den civile arbejdsplads skal se fordelen i samarbejdet mellem reservisten og Forsvaret, hvor reservisten kommer hjem til arbejdspladsen med ny viden og deler sine erfaringer med sine kollegaer”, siger Susanne Bach Lausten.
For Jesper Momme er det også vigtigt at styrke samarbejdet mellem det militære og civile sanitetsområde.
”Gennem et nært samarbejde med Sundhedsstyrelsen og øvrige civile sundhedsfaglige myndigheder vil vi arbejde for at sikre fagligheden i alle opgaver. Vi vil prioritere den operative planlægning og ikke mindst den sundhedsfaglige støtte til den enkelte soldat – fordi soldaterne er værd at kæmpe for”, slutter Jesper Momme.