Baltops 2023

Danmark træner sammen med flere andre nationer under BALTOPS. Foto: Nicklas / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

En af de vigtige discipliner ved at føre krig og ikke mindst føre krig effektivt er, at man kan forsyne og genforsyne egne styrker.

 

Det øver Forsvaret på Bornholm i weekenden omkring den 10. juni, hvor fregatten Peter Willemoes skal genforsynes med en missilattrap af amerikanske styrker. Attrappen er fuldstændig magen til det rigtige missil, bortset fra, at det ikke har noget sprænghoved og ikke kan affyres.

 

Samarbejde

Foto: Nicklas / Forsvaret

Øvelsen har været planlagt længe, men den nuværende sikkerhedspolitiske situation har bekræftet nødvendigheden af en stærk og sammenhængende alliance - og dermed styrket behovet for denne øvelse.

 

Effektivt samarbejde

”Et gnidningsfrit samarbejde er afgørende, hvis NATO skal operere professionelt og under tidspres. Derfor er det overordentligt vigtigt, at vi træner især de logistiske dele.” siger næstkommanderende for Søværnskommandoen flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen.

 

Bornholm er interessant for NATO på grund af den strategiske beliggenhed mod øst, men der er lige nu ikke en øget militær trussel mod øen eller mod resten af Danmark.

 

”Vi træner for at sikre, at vi til enhver tid kan arbejde sikkert og hurtigt og løse de opgaver vi bliver stillet. Og for vise, at vi har evnen og viljen til at være klar. Vi træner løbende - både på Bornholm og andre relevante steder i Danmark, for det vi træner, bliver vi gode til,” siger Carsten Fjord-Larsen.

 

En stor logistisk øvelse

Det er i forbindelse med den store, årlige NATO-øvelse Baltops, at Danmark sammen med US Navy Expeditionary Logistics Support Group skal øve genladning af missiler på Rønne Havn.

 

SM2-missilattrappen ankommer til Bornholm på lastbil fra Spanien via færge fra Køge nogle dage i forvejen. Den 10. juni lastes den ombord på fregatten Peter Willemoes.

 

”Det er første gang vi laver denne type genforsyning på Bornholm. Det bliver en interessant udfordring at løse for alle involverede og styrker både vores operative og logistiske samarbejde med amerikanerne,” siger næstkommanderende for Søværnskommandoen flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen.

 

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er i færd med at anskaffe SM-2-missiler til Søværnets luftforsvarsfregatter. SM-2-missilet kan beskytte en flådestyrke og det område flådestyrken befinder sig i mod indkommende sømålsmissiler, missiler mod landmål og mod luftfartøjer. SM-2-missilet kan dog ikke bekæmpe ballistiske missiler.

 

Den 4. maj 2022 lavede fregatten Niels Juel en succesfuld testaffyring af et SM-2-missil ud for Norges kyst

 

Læs mere her: Dansk fregat skal affyre missil under NATO-øvelse i Nordnorge

 

Øvelsen med SM2-missilattrappen, der bliver lastet i skibets våbensystem kaldet MK41 Vertical Missile Launch System (VLMS), foregår hele dagen den 10. juni. Der foretages otte genladninger i løbet af dagen.

 

Årets største øvelse for Søværnet

Øvelsen og genforsyningen foregår under den store NATO-øvelse, der hedder Baltops, som er den mest betydningsfulde årlige øvelse i Østersøen. I år foregår den fra den 4.-15. juni og det er 52. udgave af øvelsen, der begyndte i 1971.

 

Danmark deltager i øvelsen med fregatten Peter Willemoes og vores søminerydningskapacitet (Mine Counter Measures). I alt deltager 150-200 personer fra Danmark.

 

Fregatten Peter Willemoes vil være flagskib for en styrke på omkring 10 krigsskibe under hele øvelsen. For Søværnet giver Baltops en unik mulighed for at træne operationer i flere domæner - luft, overflade og under vandet - samtidig.

 

Baltops 2023

Foto: Nicklas / Forsvaret

BALTOPS 2023

Det er 52. udgave af øvelse Baltops, der begyndte i 1971. Det er den mest betydningsfulde årlige øvelse i Østersøen.

 

20 nationer deltager i Baltops. Det er Danmark, Estland, USA, Bulgarien, Tyskland, Norge, Sverige, Holland, Storbritannien, Canada, Rumænien, Letland, Polen, Litauen, Frankrig, Spanien, Italien, Portugal, Finland og Tyrkiet.

 

Over 50 krigsskibe og mindre fartøjer er med i øvelsen, hvor de er delt op i seks forskellige styrker, herunder amfibiestyrker.

 

Den ene styrke på 10 skibe er ledet af Søværnskommandoens Føringsstab, som i perioden har næstkommanderende for Søværnskommandoen, flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen, som styrkechef.  Fregatten Peter Willemoes er flagskib i perioden.

 

Den danske søminerydningskapacitet, Mine Counter Measures (MCM), er tilknyttet en anden, amerikanskledet styrke.

 

Der deltager omkring 60 fly i øvelsen.