Arkivfoto af USS Wasp

Arkivfoto af USS Wasp. Foto: Petty Officer 2nd Class Sydney Milligan / US 2ND Fleet

Af Forsvarskommandoen

 

Siden onsdag har beboerne i Skagen og omegn haft muligheden for at se et amerikansk amfibisk krigsskib, mens USS Wasp ligger i Skagen Havn.

 

Formålet med havneopholdet i Skagen er, at det amerikanske skib skal genforsynes med brændstof og fornødenheder, inden det forsætter sin sejlads ind i Østersøen.

 

Her skal det indgå i den store flådeøvelse Baltops, som foregår i juni. I øvelsen deltager en lang række NATO-lande under ledelse af USA. Baltops er en årlig øvelse, som har fundet sted siden 1972.

 

Øvelsen skal træne og øve NATO-enheders evne til at udføre integrerede sømilitære operationer sammen. Det vil sige, at øvelsen skal sikre, at styrkerne er trænet og i stand til at operere sammen og er klar til at reagere på enhver trussel mod sikkerheden i stater i Østersøregionen.

 

Danmark deltager i årets Baltops-øvelse med fregatterne Peter Willemoes og Niels Juel. På sidstnævnte vil der være en dansk stab ombord, som har ansvaret for ledelsen af en af flådestyrkerne i øvelsen. Den dansk ledede styrke består af 13 skibe, hvoraf flere enheder er fra netop Sverige og Finland. Derudover bidrager Danmark med minerydningstjenesten, minedykkere samt en helikopter.

 

Læs mere om Baltops-øvelsen her: NATO-lande træner søkrig i Østersøen

 

Amerikansk krigsskib

USS Wasp er et multi-purpose amfibieangrebsskib, der har flere end 3.000 søfolk og marinesoldater ombord som del af skibets besætning. Ombord er blandt andre soldater og besætningsmedlemmer fra Amphibious Squadron 4, 24th Marine Expeditionary Unit (MEU) Special Operations Capable (SOC), Fleet Surgical Team 4 samt Tactical Air Control Squadron 22.

 

Selvom skibet ligner et amerikansk hangarskib, er USS Wasps primære mission at laste, transportere og landsætte tropper og udstyr til støtte for amfibiske operationer overalt i verden. USS Wasp fungerer som flagskib for Wasp Amphibious Ready Group, der understøtter missioner som humanitær bistand og katastrofehjælpsindsatser.

 

USS Wasp ankom til Skagen onsdag morgen og afgår forventeligt torsdag eller fredag.