Sprængstof og hundefører træner

De danske hunde og deres førere har trænet intensivt frem mod opgaven i Frankrig. Foto: Sofie Wegger Jespersen / Forsvaret

Af Sofie Wegger Jespersen / Forsvarskommandoen

 

De Olympiske Lege skal denne gang afholdes i Frankrigs hovedstad, Paris. For at højne sikkerheden til denne store begivenhed har Frankrig bedt blandt andre det danske forsvar om støtte.

 

Derfor skal fire Patrol and Explosives Detection Dogs teams (PEDD teams) fra Forsvarets hundetjeneste, Military Working Dog (MWD), til Frankrig for hjælpe med lige netop det, op til afviklingen af OL til sommer. Disse teams består hver af en hundefører og en hund med speciale i sprængstofsøgning. Deres opgave i Frankrig vil gå ud på at afsøge områder, der skal bruges i forbindelse med OL, for eksplosiver.

 

”Det er det her, vi træner op til, det er det, alle i Forsvaret træner til, at komme ud og bruge vores færdigheder ude i virkeligheden, vi skal til Frankrig og gøre det, vi er gode til, ” siger Kenn, fungerende leder for Forsvarets hundetjeneste.

 

Sprængstofhund og hundefører træner

Sprængstofhundene kan finde helt ned til få gram sprængstof, også selv om det er gemt godt. Foto: MWD / Forsvaret

Samarbejde styrker sikkerheden

Frankrig og Danmark er i forvejen tætte allierede i både NATO og EU. At arbejde sammen for at sikre sikkerheden til en så stor begivenhed som OL, vil kun styrke det tætte bånd.

 

”Danmark sender ikke kun atleter i verdensklasse til sommerens OL i Paris. Forsvarets hundetjeneste skal nemlig hjælpe med sikkerheden forud for verdens største sportsbegivenhed og sender fire hundeførere og deres hunde af sted. Jeg er stolt af, at vores dygtige medarbejdere og hunde kan bidrage til at styrke sikkerheden og glæder mig over, at Forsvaret også på den måde kan bidrage til internationale opgaver,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Hvert hunde-team skal arbejde tæt sammen med en fransk hundefører og dennes hund. Sammen skal de eftersøge flere dele af den olympiske by, pressecentre, delegationshoteller og mange andre lokationer, der hører til OL. At være to om at afsøge områder giver mange fordele, for eksempel kan man krydstjekke alle områder for at være sikker på, at der ikke er noget, den anden hund har overset. Samtidig vil samarbejdet på tværs af nationer give en værdifuld viden, erfaring og træning i at samarbejde med allierede partnere i et skarpt miljø.

 

”Det bliver enormt lærerrigt at arbejde sammen med de franske hundefører. Det at se en anden måde at søge og arbejde på kommer til at give en enorm gevinst for begge parter og måske nogle nye værktøjer,” siger Kenn.

 

Hundene er racerne schæfer og malinois og er alle fire såkaldt kombi-hunde, hvilket vil sige, at de både er uddannet som patrulje- og sprængstofhunde. Hundenes næse kan lugte op til 100.000 gange bedre end menneskers, men det er et værktøj, der skal holdes ved lige igennem intens træning. Derfor har sprængstofsøgning fyldt meget i hundenes træning de seneste par måneder, for at de kan finde fra flere kilo sprængstof til blot nogle få gram.