Soldater trykker hånd med forsvarsminister

Soldaterne blev modtaget af forsvarsminister Troels Lund Poulsen og chefen for Hærkommandoen Peter H. Boysen samt en række regimentschefer. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

16.35: Opdateret med billeder af hjemkomst.

 

I dag kom de første soldater fra den danske kampbataljon i Letland tilbage til Danmark efter fire måneders udsendelse. I de kommende dage vender resten af deres kollegaer og deres køretøjer og kampvogne også hjem fra NATO-missionen i Letland.

 

”De danske soldaters indsats betyder meget  for  letterne, for Østersøregionen og for Europas sikkerhed. Vi skal ikke tilbage til en verdensorden, hvor det er den stærkes ret, der er styrende.  Alle lande skal kunne bestemme deres alliancer og samarbejdspartnere. Ved at stille op har de danske soldater været med til at gøre verden til et sikrere sted,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Forsvarsministeren holder tale for FLF soldaterne ved hjemkomst

Forsvarsministeren byder soldaterne velkommen hjem og takker for deres indsats og tjeneste. Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

Hjemtransporten vil betyde øget aktivitet og tilstedeværelse af militært personel og materiel ved flere lufthavne og havneområder i Danmark. Politiet vil i samarbejde med Hjemmeværnet etablere midlertidige militære områder og bevogtning.

 

Læs mere: Dansk kampbataljon på vej til Letland

 

Den danske bataljon med støtteenheder har været udsendt til Letland i fire måneder. I Letland har de danske soldater styrket deres operative evne i et internationalt miljø og bidraget til afskrækkelsen af Rusland på NATOs østlige flanke.

 

Soldat giver interview til DR

Både DR, Ritzau/Scanpix og TV 2 var mødt frem for at tale med soldaterne, da de kom hjem fra Letland. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Selvom kampbataljonen nu roterer hjem til Danmark, indgår den fortsat i NATOs beredskab. Der er derudover fortsat en betydelig dansk tilstedeværelse i Letland. Forsvaret er nemlig permanent tilstede i Letland igennem NATO hovedkvarteret Multinational Division North.

 

Læs mere om opgaven her: Letland – sikring af NATOs østlige flanke

 

Soldater tager afsked med hinanden efter endt mission i Letland

Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

Kampbataljonen indgår i den canadiskledede Multinational Brigade Latvia, som er underlagt Multinational Division North, hvor Danmark er rammenation sammen med Letland. Divisionen ledes af den danske generalmajor Jette Albinus.

 

Soldater på vej ud af flyvemaskine i Karup

Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret