Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
NATOs flådestyrke har patruljeret i Nordatlanten og Østersøen, mens danske helikoptere har patruljeret ved Kreta. I Letland har soldaterne haft besøg af cheferne og skudt med skarp. Læs mere i ugens Mission Update.
Danmark er i øjeblikket ved træne med norsk personel på Seahawk. Derfor var det passende at se et norsk helikoptermedlem komme ud til det norske flagskib, HNOMS Maud, hvor den dansk ledede SNMG1-stab befinder sig.
Af Forsvarskommandoen
NATOs flådestyrke i Nordatlanten og Østersøen benævnt SNMG1 og den dansk ledede stab har i den forgange uge patruljeret i Nord- og Østersøen, ligesom enheder i Kattegat har overvåget russiske flådeenheders bevægelser. Ugen har også budt på samarbejdsøvelser med bl.a. de danske MH-60R Seahawk helikoptere, som fløj ud til styrken fra Karup.
Det blev til god træning, og helikopteren fik også mulighed for at træne med den hollandske fregat HNLMS De Ruyter samt den portugisiske fregat NRP Dom Francisca De Almeida
Staben forbereder sig tillige på den kommende store øvelse Strike Warrior, der blandt andet har deltagelse af det britiske hangarskib HMS Prince of Wales, og hvor også de to danske fregatter Absalon og Niels Juel deltager.
Det har været en begivenhedsrig uge for soldaterne i Letland.
Det danske bidrag optog det meste af øvelsesterrænet, hvor der blev afholdt skarpskydninger for mange af enhederne. Der blev gennemført skydninger på alle niveauer fra funktionsskydninger helt op til enhedsskydninger på delingsniveau. Her blev blandt andet trænet danger close. En procedure, hvor allierede er tæt på ildstøttens nedslag i målet, rensning af løbegange med kast af skarp håndgranet samt småstyrkers kamp.
Bataljonsstaben har deltaget i øvelse Knight Namejs i Multinational Division North, hvor scenariet var at øve forsvar af Letland.
Øvelsen var en anledning for Forsvarsminister Troels Lund Poulsen til at besøge soldaterne sammen med medlemmer af forligskredsen, og da fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard også besøgte de udsendte soldater i samme tidsrum, gav det mulighed for at hilse på soldaterne i fællesskab.
Endelig har soldaternes regimentschefer besøgt Camp Valdemar, hvor de fik en briefing og en rundtur i lejren, inden mange tog i terrænet for at hilse på deres soldater, der var ude og skyde skarpt.
I løbet af den seneste uge har de ukrainske soldater været på to øvelser i terrænet. Den første øvelse blev brugt på at omdanne kursusdeltagernes enkeltkæmperfærdigheder til at kunne indgå i holdet og gruppens opgaveløsning, samt at sammenkoble felttjeneste og førstehjælp for at give kursisterne de bedste forudsætninger for at passe på sig selv og andre under feltmæssige forhold.
De danske instruktører har kunnet se en tydelig udvikling af kursusdeltagernes niveau.
Efter en dags pause kunne kursisterne og instruktørerne se frem til anden øvelse i denne uge. Vejret var heldigvis på soldaternes side med solrigt vejr og en fornuftig temperatur.
Øvelsen blev brugt på at gennemføre handlebaner for at koble alt det kursisterne har lært på de første to øvelser sammen i kamp fra kampstilling, rensning af løbegang og gennembrydning af pigtråd, alle sammen med førstehjælpsmomenter.
Fennec-bidraget patruljerer fortsat i det nordøstlige Kreta og støtter med observation og overvågning af den maritime trafik.
Flyvningerne har en periode være været sat på pause, da helikopteren har gennemgået et større planlagt eftersyn. Eftersynet har bl.a. bestået af eftersyn af motoren, rotorbladene og selve stellet. Derfor har det været en fordel med den store hangar, som det græske flyvevåben har stillet til rådighed, da eftersynet kræver, at bl.a. rotorbladene blev aftaget. Som det sidste blev helikopteren prøvefløjet.
Flyvningerne er nu genoptaget, og der har været besætningsudskiftning.
Fennec-bidraget flyver på forskellige tidspunkter af dagen, de dækker mest muligt af den trafik, der sejler igennem området. Fotos: Forsvaret
Flyvningen består af to daglige pas, hvor besætningerne flyver et hvert, dette gøres for at undgå træthed i opgaven og hver flyvning har en frisk besætning med de bedste forudsætninger for at løse opgaven.
Indsatsen har rundet 100 flyvetimer i missionsområdet.
Efter Ruslands invasion af Ukraine har Danmark i tæt samarbejde med allierede og samarbejdspartnere taget et stort ansvar for at støtte Ukraine.
Som en del af den samlede støtte bidrager Danmark med danske soldater og instruktører til et britisk-ledet træningsprojekt, som gennemføres i Storbritannien. Her bliver ukrainske rekrutter uddannet i grundlæggende soldaterfærdigheder.
Forsvaret har fra august 2024 til december 2024 udsendt en kampbataljon med støtteenheder til Letland som bidrag til NATOs beredskab. Med Danmarks deltagelse i NATOs beredskab bidrager danske soldater til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen.
Fra juli 2024 - januar 2025 har Danmark ledelsen af Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG 1).
Som en del af NATOs sikkerhedsforanstaltninger patruljere flådestyrken i farvandene omkring Europa herunder Østersøen og Nordatlanten.