soldater i felten

Under tiden hos Flyvevåbnets Basisuddannelse er rekrutterne en hel del i felten, hvor de træner basale soldaterfærdigheder. Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

Af Rebekka Gimm / Forsvaret

 

Tilbage i august var Forsvaret et fremmed sted med et ukendt ordforråd og en mytisk disciplin for Flyvevåbnets 71 unge værnepligtige – men efter fire måneders hård, spændende og givende uddannelse på Flyvestation Karup er de nu blevet flydende i Forsvarets ordbog, opførsel og opgaveløsning.

 

I fredags blev de 71 værnepligtige aftrådt og for nogle var det en afsked med den militære boble, som de har befundet sig i, mens det for mange af dem betyder starten på en videre uddannelse og karriere i den grønne uniform.

 

En af de værnepligtige, som i løbet af sin tid på uddannelsen har fået smag for hverdagen i uniform, er menig Boiskau. Han valgte at blive værnepligtig i Flyvevåbnet, fordi han ville udfordre sig selv og blive presset på en måde, som han ikke havde prøvet før. Dengang havde han ikke planer om, at han efter de fire måneder ville søge videre for at blive løjtnant for senere at kunne uddanne værnepligtige. Men nu har han alligevel søgt videre og bliver i Forsvaret.

 

”Jeg har udviklet mig helt vildt i min tid herinde og synes, det er fedt at være i terrænet og være soldat. Jeg vil gerne videregive den oplevelse, jeg selv har haft til andre værnepligtige og bidrage til deres udvikling på samme måde, som mine instruktører har været med til, at jeg har kunne udvikle mig,” siger Boiskau.

 

Video: Rebekka Gimm / Forsvaret

Karaktererne er afgørende

Hvis drømmen om et arbejde eller en uddannelse i Forsvaret skal blive en realitet, er det ikke tilstrækkeligt blot at gennemføre sin værnepligt. Man skal som minimum bestå forløbet med karakteren B2, og gode karakterer vil i høj grad åbne flere døre for en karriere i Forsvaret.

 

Derfor er der også fokus på, at de værnepligtige kan forbedre deres karakter i løbet af de fire måneder. Den første karakter, som de får omtrent halvvejs i forløbet, suppleres med feedback, som skal give mulighed for udvikling og forbedring. De værnepligtige sætter pris på, at karakteren ikke står alene.

 

”Det giver meget mere, at vi også får knyttet nogle kommentarer på vores karakterer. Man får forbedringspunkter og nogle fastholdelsespunkter. Det giver nogle konkrete ting, man kan forbedre,” siger Boiskau.

 

Selvom feedbacken opleves særlig konkret i forbindelse med karaktergivning, er konstruktiv kritik og tilbagemeldinger en stor del af uddannelsens tilrettelæggelse.

 

”Vores opgave er ikke at opnå et godt karaktergennemsnit, men at sørge for at de værnepligtige opnår læringsmålene. Derfor korrigerer vores instruktører løbende de værnepligtiges adfærd, så de hele tiden bliver dygtigere,” siger chefen ved Flyvevåbnets basisuddannelse Michael Flinker.

 

Det er netop evnen til at tage disse korrektioner og forbedringspunkter til sig, som fører til, at den enkelte værnepligtige kan skærpe sine færdigheder, så deres afsluttende karakter bliver bedre end den første.

 

”Dem, der formår at rette ind på en tilbagemelding, får et bedre afsæt til en fremtid i Forsvaret. Det er det grundlæggende DNA, som soldat, at man kan modtage en ordre, forstå den og udføre den. Det anerkender vi gennem en god karakter,” siger Michael Flinker.

 

Værnepligtige hos Flyvevåbnet

Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

På holdet har der været ni flyverkonstabelelever og fire flyverkonstabler, som forud for uddannelsen har indgået uddannelsesaftaler eller søgt job ved enten Flyvevåbnet eller en anden myndighed.

 

Ud af de resterende 58 værnepligtige har 12 menige allerede nu søgt og har fået fast job eller uddannelse i Forsvaret.

 

Faktaboks: Karaktersystemet

Den normale forholdskarakter er B2, hvilket beskriver den gennemsnitlige soldat. Karaktererne gives som bogstaver og tal efter følgende skala:

 

Brugbarhed

Faglig viden og færdigheder

Udholdenhed

Modstandskraft

Forhold i tjenesten

Personlig fremtræden

Præcision og energi

Selvstændighed

A: Meget brugbar 1: Meget tilfredsstillende
B: Brugbar 2: Tilfredsstillende 
C: Mindre brugbar 3: Mindre tilfredsstillende