Præsentation af Forsvarets dronecenter ved forsvarsminister Troels Lund Poulsen og viceforsvarschef generalløjtnant Kenneth Pedersen.

Præsentation af Forsvarets dronecenter ved forsvarsminister Troels Lund Poulsen og viceforsvarschef generalløjtnant Kenneth Pedersen. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og viceforsvarschef generalløjtnant Kenneth Pedersen har i dag lanceret Forsvarets Dronecenter i Odense. Centret skal styrke Forsvaret brug af droner.

 

”I dag etablerer vi Forsvarets Dronecenter, som skal styrke Forsvarets kampkraft – både i forhold til uddannelse og træning, men også i forhold til, at Forsvaret kan være på forkant med udviklingen i området. Opbygningen påbegyndes i år, og i 2026 skal dronecentret være fuldt bemandet og operativt med cirka 100 militære og civile medarbejdere. Dronerne skal bruges bredt i hele Forsvaret på alt fra faste installationer som flyve- og flådestationer til Søværnets skibe, hærenheder og kritisk infrastruktur,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

 

Forsvarets Dronecenter skal være omdrejningspunkt for Forsvarets uddannelse af personel, udvikling via erfaringsindhentning og samarbejde med industrien på droneområdet. Etableringen af det nye center sker i høj grad på baggrund af de erfaringer, Forsvaret har indhentet i Ukraine.

 

”Droner til lands, til vands og i luften er en integreret og afgørende del af den moderne kampplads. Forsvaret har i det seneste halve år gennemført omfattende indhentning af erfaringer i Ukraine. Disse erfaringer skal nu omsættes til kampkraft i det danske forsvar – hurtigt og effektivt. Ukraine har også vist vigtigheden af et hurtigt teknologisk udviklingskredsløb. Det kan kun opnås i tæt samarbejde mellem Forsvar, industri og akademia. Med oprettelsen af Forsvarets Dronecenter her på H. C. Andersens Lufthavn får vi nu optimale forhold for dette samarbejde og for skabelsen af et endnu stærkere forsvar,” siger Kenneth Pedersen.

 

pressemøde

Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Dronecentret skal via uddannelse af soldater være med til at sikre en tilstrækkelig volumen af dronepiloter, der kan betjene og anvende droneteknologier og det være med til at sprede et drone ”mind-set” bredt i Forsvaret. Selve uddannelsen af dronepiloter skal ske ude på enhedernes tjenestesteder. Den præcise model for samarbejde mellem Dronecentret og lokalt forankrede medarbejdere skal undersøges i den videre proces.

 

Ud over afdelingen i H.C. Andersen lufthavn ved Odense planlægges det også, at Forsvarets Dronecenter skal have en afdeling på Gniben.


Det er planen at opbygge de to elementer af dronecenteret parallelt. Indledningsvist vil opbygningen af kampkraft gennem uddannelse af soldater blive prioriteret.

 

Fakta

  • Der er med 'aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft' afsat 50 mia. kr., heraf 25 mia. kr. i hhv. 2025 og 2026, i Accelerationsfonden til hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft.
  • Der er herudover afsat en ramme på 10 mia. kr. årligt i perioden 2027-2033 til at håndtere de udgifter, der følger af beslutninger truffet som en udløber af Accelerationsfonden, herunder nye anskaffelser, mere personel, bygninger m.v.
  • Den samlede økonomiske udgift for etablering af Forsvarets Dronecenter vurderes at være ca. 725 mio. kr. i forligsperioden som planlægges finansieres via Accelerationsfonden.