Underskrivelse af aftalen.

Underskrivelse af aftalen. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Chefen for Flyverkommandoen, generalmajor Jan Dam, og chefen for det polske Air Operations Center Air Component Command, generalmajor Ireneusz Starzyński har netop underskrevet en samarbejdsaftale, der fremover gør det muligt for polske og danske kampfly at operere inden for den anden nations nationale luftrum i forbindelse med afvisningsoperationer.

 

Behovet for samarbejdsaftalen er udtalt over Østersøen, hvor russiske militærfly til tider flyver meget tæt på NATO-landenes nationale luftrum. Når afvisningsberedskabets fly følger de russiske fly er det derfor en fordel at kunne operere i andre nationers luftrum, da det giver mere fleksibilitet.

 

chef for dansk og polsk flyvevåben giver hånd

Foto: Forsvaret

Den nye aftale om øget samarbejde mellem NATO-landene i Østersøregionen er en understregning af det i forvejen solide samarbejde.

 

”Aftalen giver ikke kun Danmark og Polen mulighed for at vi gensidigt benytter hinandens luftrum i afvisningsoperationer. Aftalen lægger også op til, at vi i fremtiden i højere grad planlægger at træne sammen. Dermed opnår vi langt bedre samarbejde og koordination i vores fælles operationer og luftforsvar,” siger generalmajor Jan Dam.