De svenske soldater går fra borde i Letland

De svenske soldater ankom til Riga med skib. Den svenske styrker er på omkring 500 mand. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

På en råkold lørdag morgen ankom de svenske soldater, der skal medvirke til forsvaret af den østlige flanke, til Riga i Letland. En del af de omkring 500 svenske soldater blev sejlet ind i Riga havn, hvor de blev budt velkommen af bland andre Letlands forsvarsminister Andris Spruds, divisionschef generalmajor Jette Albinus og brigadechef Cédric Aspirault.

 

GM Jette Albinus og Letlands forsvarsminister Andris Spruds hilser på den svenske chef

Letlands forsvarsminister Andris Spruds og generalmajor Jette Albinus byder chefen for den svenske bataljon velkommen til Letland. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

”Vi er mange som har arbejdet hårdt og længe for det her, og nu er vi endeligt kommet på plads. Jeg føler stor stolthed over opgaven med – sammen med vores allierede – at bidrage til det kollektive forsvar. Det er en historisk dag, men samtidig er det vores nye normal, siger chefen for den svenske bataljon, oberstløjtnant Henrik Rosdahl.

 

De svenske soldater skal bo i den danskbyggede lejr ”Camp Valdemar”, der ligger små tredive kilometer nordøst for Riga i Ādaži. De bliver underlagt den danskledede NATO-styrke Multinational Division North, som tæller 15.000-20.000 soldater fra 12 lande.

 

GM Jette Albinus giver interviewJette Albinus taler med pressen i forbindelse med svenskernes ankomst. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

”Jeg har set frem til svenskernes ankomst og byder Sverige velkommen til deres første fuldgyldige NATO-mission. Vi ser frem til samarbejdet med dem og i lyset af deres viden og deltagelse i tidligere missioner er jeg sikker på, at de kommer til at gøre i afgørende forskel her i Letland, siger generalmajor Jette Albinus, chef for Multinational Division North

Sverige i NATO og Letland

Det svenske bidrag består af kampenheden 71. bataljon, som er opstillet af Södra skånska regementet (P 7).

 

Sverige blev NATOs nyeste medlem den 7. marts 2024, som land nummer 32.