Ugebrev fra Kabul for uge 28 - ISAF 3

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter godt seks måneders tjeneste ved Kabul Multinational Brigade (KMNB) her på Den centralasiatiske Højslette, nærmere bestemt i »Camp Warehouse« i udkanten af Kabul, er det blevet tid til afgangssignal hjemover for den sidste tredjedel af DANCON/ISAF, hold 3.

Den sidste tid hernede har naturligt nok båret præg af opbrud. Der er blevet sagt farvel til samarbejdspartnere, hvoraf mange er blevet gode venner. Der er blevet ryddet op på skrivebordene og der er blevet talt op rundt om i sektionerne, så alt kunne være klart til overdragelse til hold 4, der begyndte at ankomme i sidste uge.

I morgen, torsdag den 17. juli, ankommer den sidste rest af vore efterfølgere, så efter overdragelsen i morgen aften, har vi tilbageværende på hold 3 reelt kun en dags tid eller så til at samle vore stumper, få pakket rygsækken og håndbagagen og så ellers være klar til at entre en transportmaskine i Kabul Internationale Lufthavn (KIA) enten lørdag eller søndag morgen tidlig.

Vi drager herfra med en naturlig følelse af glæde over snart at skulle gense de kære hjemme i Danmark; opleve den sidste rest af den danske sommer; opleve en stille aften-hyggestund på terrassen med fuglefløjt og en kop kaffe - eller en kold øl; opleve den sidste rest af de lyse nætter, som vi kender det så godt hjemme i Danmark; opleve at sove i sin egen seng, hvor der -forhåbentlig- ikke er omkring 25 grader eller mere om natten og hvor der ikke står en larmende generator lige uden for.

Men det er samtidig med en sær følelse af lidt vemod også. For uanset at der gennem de seks måneder naturligvis har været stunder, der har været mindre spændende, eller, for at sige det ligeud: direkte trælse, så kan vi ikke komme uden om, at vi gennem dette halve år har fået et andet land, en anden befolkning, en helt anderledes kultur meget tæt ind på livet.

Vi har set mange exempler på eftervirkningerne af krige, besættelse og interne kampe i Afghanistan. Vi har set mange exempler på ekstrem, menneskelig nød og fattigdom. Vi har set voldsomme ødelæggelser på huse, på beboelsesejendomme og på store dele af infrastrukturen i Afghanistan efter de mange års krige og kampe.



Ruiner fra krigene i Afghanistan

Men vi har så sandelig også oplevet en landskabsmæssig skønhed, der er næsten ubeskrivelig. Og så har vi oplevet en så fuldstændig overvældende og uforbeholden imødekommenhed og taknemmelighed over vores tilstedeværelse fra langt størstedelen af den afghanske befolkning. Det har været rørende at se specielt børn og unge hilse os med begejstring og glæde, når vi har kørt rundt i Kabul og omegn.

Der er blevet fotograferet på livet løs hernede. Stort set alle danske soldater vender vist hjem med hundredvis, ja, nogle med tusindvis, af billeder, der alle giver indtryk af de store modsætninger i Afghanistan. På fællescomputeren her i lejren har mange lagt deres billeder ind, så alle har kunnet glæde sig over dem - og mange har derfor kunnet benytte muligheden for at kopiere billeder af de motiver, de ikke selv lige fik taget.

Bortset fra at der naturligvis er blevet taget mange billeder af de danske soldater i de helt anderledes arbejdssituationer end hjemme i Danmark, så er det gennemgående træk i de billeder, der er taget, at interessen har drejet sig om

• billeder af Kabul (incl. alle ødelæggelserne på huse mv.)
• billeder af omegnen af Kabul, der byder på nogle meget spændende og meget smukke naturscenerier
• billeder af mennesker og mennesketyper

Selvfølgelig gør det indtryk at se de voldsomme ødelæggelser på huse og forskellige installationer - med en utrolig fattigdom og voldsom nød som den naturlige følge af disse ødelæggelser. Hernede lærer man virkelig at sætte pris på, at der hjemme i Danmark altid er strøm til kaffemaskinen, til fjernsynet og til Computeren. Man lærer at sætte pris på, at der altid er rent drikkevand i hanerne hjemme i lille Danmark.

Hernede er rent drikkevand stort set ukendt - og vover man som dansker at drikke af vandet her, kan man være helt sikker på at blive meget syg. Derfor har vi også levet af vand på flasker gennem et halvt år, så det bliver dejligt at kunne komme hjem og skænke et glas rent, koldt postevand. (I den forbindelse er det også rart at tænke på, at man ikke nødvendigvis skal drikke mellem 6 og 10 liter vand om dagen!)




Billede af Hele familien på cykeltur

Men når man kaster et hurtigt blik på de mange billeder, der er taget af lokalbefolkningen her i Afghanistan, så er det meget iøjnefaldende, at alle næsten billeder viser meget smukke mennesker. Søde, smilende -og ind imellem- møgbeskidte børn. Smukke, unge kvinder med og uden slør. Kønne, unge mænd. Selv billeder af meget gamle mennesker med vejrbidte og furede ansigter, der stedvis bærer tydeligt præg af sparsom hygiejne, af ringe livsbetingelser osv., viser en sjælden grad af skønhed.

Så vi må sige, at vi drager hjem med mange, mange indtryk - og uanset hvordan, så er der ingen af os, der med sandhed kan sige, at landet her ikke har gjort indtryk på os - på godt og ondt! Der er helt sikkert mange ting, vi ikke vil savne det fjerneste. Men mon ikke de fleste af os, når de mange forskelligartede indtryk har bundfældet sig, vil tænke tilbage på tiden her i Afghanistan med både glæde og et naturligt stænk af vemod?

Den forgangne uges HOK-aviser danner et naturligt udgangspunkt for indholdet af ugebrevet hernedefra, så vi bringer nu -for absolut allersidste gang- lidt uddrag fra sektionerne, så I kan få et indtryk af livet, som det udfoldede sig her i lejren i uge 28 og begyndelsen af uge 29, sådan næsten på falderebet for hold 3:

Mandag: kunne Transportsektionen fortælle, at lejren har fået et sidste eftersyn, inden de nye folk fra hold 4 ankommer. Der ses frem til at de første, blege danskere stikker hovedet inden for her i Camp Viking.

Samtidig benyttede sektionen lejligheden til at minde jer derhjemme om, at det ikke varer specielt længe, før vi dukker op - med en glubende appetit på livet, parate til at blive beundret for vores smukke, bronzefarvede kulør og veltrimmede kroppe med svulmende muskler og maver så hårde og så flade som et vaskebræt.

Man følte også, at det var nødvendigt at gøre opmærksom på, at vi er indstillede på at sætte tænderne i et veldækket, dansk frokost- eller middagsbord - og mærk jer det: Ingen tyske ”specialiteter” - vi er dødtrætte af dagens suppe, tilsat ubestemmelige smagsstoffer. Vi vil gerne have serveret god, gedigen, dansk mad!

Tirsdag: var det Forbindelsesteamet til Kabul City Police (KCP), der havde ordet for sidste gang: Ikke helt uventet var der også lidt afskedstoner, der lød her:

Tiden nærmer sig snart, hvor det ”gamle” forbindelseshold til Kabul City Police skal til at sige farvel og tak til såvel kolleger i ISAF-regi som lokale, afghanske samarbejdspartnere. Denne fase er uafvendelig, til tider er den også forbundet med en vis grad af vemod, men den afstedkommer så sandelig også ophøjet glæde og nærværende længsel efter hjemstavnen.

Som det sig hør og bør, bliver man til overflod begavet med diplomer og afskedstaler i en sådan grad, at det er en sand fryd. Alene det faktum at man igennem hen ved seks måneder har samarbejdet med personer fra mange, forskellige nationer og oprindelse gør, at rækken af diplomer er lang.

Men ind imellem de mange afskedsscener havde nogle fra teamet også haft lejlighed til at deltage i en forlovelsesfest for en af de lokale samarbejdspartnere. Op imod 1000 gæster deltog i festlighederne, der varede fra kl. 9 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen. Ganske smukt og romantisk. Og dog! - Efter traditionen her i landet er kønnene, også under en sådan seance, adskilt fra hinanden.

Således oplevede vi ikke de ellers sædvanligvis kønne ansigter, smukt broderede kjoler og gevandter. Til gengæld var vi vidner til, at mænd i hobetal, i takt til det ganske udmærkede, lokale musikorkesters rytmer, dansede og muntrede sig i fællesskab, viftende med løse håndled, roterende hofter, knejsende nakker, alt imedens sveden fra pandebrasken gjorde deres ansigter glinsende.

Til trods for adskillige undvigemanøvrer blev op til flere fra holdet budt op til dans, hvilket var til stor glæde og moro for de tilstedeværende, lokale mænd. Balkortet var fyldt ud i løbet af ganske kort tid, og for første gang i de tilstedeværende danske soldaters liv, kunne det opleves, hvorledes det føles, at være ombejlet af, ja, en flok svedende mandfolk.

En interessant oplevelse, som afgjort vil blive gjort til genstand for viderefortælling, når vi engang alle er sikkert hjemvendt til smukke Danmark. Det må siges, at der er nok så mange dyder, som vi sætter pris på i vores hjemland. Blandt andet, at der til fester og arrangementer af ovennævnte kaliber, som oftest, forefindes et større antal hunkønsvæsner og at man, som hankønsvæsen, ikke vil blive tvunget ud på et dansegulv af andre hankønsvæsner!

Onsdag: kunne Kommandosektionen berette, at dagens store begivenhed blev, at en lille del af den første rotation fra Danmark ankom til lejren i morges. Der skulle være ankommet i alt 13 personer, men det blev kun til fem personer: To til Commcenteret, to til Forsynerteltet og en befalingsmand til FO-teamet. De øvrige otte personer kommer forhåbentlig i morgen.

De resterende får et ufrivilligt ophold i Termez - og hvis vi skal være helt ærlige, så er det ikke verdens mest spændende sted at strande. Hvis det havde været et hotel deroppe i Termez, ville der ikke blive brug for at tildele ret mange stjerner for den comfort, de disker op med deroppe og ej heller ret mange kokkehuer for de kulinariske præstationer.

Der sker stort set intet som helst deroppe i Uzbekistan og forsinkelsen på en dag betyder desværre en forsinket iværksættelse af overdragelsesforretningerne her i lejren. For Kommandosektionen betyder det, at NK for hold fire nu sidder og ”hygger” sig i Termez i stedet for at blive bombarderet med vigtige oplysninger om forholdene her i lejren. Det er mildest talt ikke særlig smart, men vi er fuldstændig magtesløse over for de besværlige flyveforhold til og fra Kabul.

Fredag: kunne Forsynings- og Vedligeholdelsessektionen fortælle løst og fast fra de to afdelinger i sektionen. Igen blev der dog også tid til at beskæftige sig lidt med fredagens store lyspunkt, nemlig bespisningen i camp Viking. Den står vi jo selv for om fredagen og den kan vi meget stolte af. Men der er jo ingen sikkerhed for, at vore to mesterkokke, Ole og Ole, eller »The Olies« kulinariske formåen føres videre på hold 4.

Det kræver et meget stort stykke arbejde fra to til tre mand at lave de overdådige og meget varierede måltider til 50 personer morgen, middag og aften hver fredag. Men det er dog vort håb, at de nye har energien og lysten til at udnytte de dejlige og velfungerende køkkenfaciliteter, vi efter hånden har fået etableret i den store 40-fods køkkencontainer, der på det sidste også har fået installeret vand og afløb.




»The Olies«

Søndag: kunne Sanitetselementet, der for øjeblikket består af en narkoseoverlæge og en operationssygeplejerske, berette, at de i den forløbne uge havde sagt farvel til de første fra hold 3, der samme søndag var draget af sted med kurs mod Danmark. Men i og med at de to i Sanitetselementet ”går i arv” til hold 4 måtte de sige, at denne tid for DANCON/ISAF både er trist og lidt god også! ”Det er trist at sige farvel til folk, man er kommet til at holde af - men det er også morsomt at møde nye, som vi forhåbentlig kommer til at holde lige så meget af.”

Stabselementet havde følgende lille hændelse, som vi gerne vil dele med jer, idet en sådan hændelse kan være med til at sætte lidt krydderi på en -en sjælden gang- lidt grå hverdag: Staben kunne nemlig fortælle, at man –ud over den almindelige, daglige rutine- har brugt megen tid på at opklare intet mindre end et lille mysterium, der har huseret oppe i Operationscenteret.

Når Staben mødte på arbejde om morgenen, bar kontorerne præg af, at der havde været fremmed besøg. Efter længere tids efterforskning i den mystiske sag viste det sig imidlertid, at det var en lille mus, der skabte noget ravage rundt om på skrivebordene. Da det var en afghansk mus, der havde tiltvunget sig adgang til det ellers stærkt bevogtede område, besluttedes det at navngive den lille fredsforstyrrer efter en af de afghanske krigsherrer, Gulbudin Hekmatyar.

Efter rådslagning i Operationscenteret blev man hurtigt enige om, at man ville prøve at uskadeliggøre den frække fredsforstyrrer. Der blev derfor opsat en fælde for at man kunne fange afghaner-musen. Ikke lang tid efter opstillingen af fælden var musen fanget - troede man! Men den lille Gulbudin må åbenbart have været i en hård træningslejr, for på forunderlig vis undslap den fælden!

Om den brugte sine kraftige muse-muskler eller om nogle muse-venner har hjulpet ham fri, melder historien intet om. Men i Staben lever man altså fortsat med risikoen for, at den lille terrorist-mus vender frygteligt tilbage - måske med nogle af sine lige så frække venner!

Dette var ordene. Hvad vi har udrettet hernede er svært at gøre op i detaljer. Jeg tror, det bedste billede, man kan bruge på vort arbejde, kan hentes fra Den hellige Skrift, nemlig ordet om, at »én sår og en anden høster«.

Lige udenfor Kommandoteltet vokser der en plante, der er blevet plejet og passet gennem de seneste måneder. Den er blevet vandet grundigt og den vokser, så det er en fornøjelse. Dens hvide, tragtformede blomster springer ud om aftenen, men allerede næste morgen er blomsterpragten visnet igen. Heldigvis er der nye blomster, der springer ud næste aften. Hvad planten hedder, er der ingen, der ved.

Lidt på samme måde kan man vist betragte vort arbejde. Vi er vokset med opgaven, vi har blomstret og sat frugt, men hvad frugterne vil vokse op til i fremtiden kan ingen af os jo vide!

Vi føler det i hvert fald sådan, at ligesom vi overtog og videreførte arbejdet fra hold 2 -selvfølgelig med vore egne fingeraftryk og forbedringer - på samme måde vil hold fire overtage og videreføre vort arbejde. Og selv om vi synes, vi har gjort det godt, så vil der helt sikkert også være ting, de ønsker at ændre på - men til den tid er vi forhåbentlig over alle bjerge.



Den ukendte blomst i Camp Viking
- dels med åben frøkabsel og i fuld blomst

Ugebrevene hernedefra har altid været både en udfordring og en stor glæde at skrive og personligt vil jeg sende de hjerteligste til alle jer, der regelmæssigt eller mere sporadisk har haft lidt glæde af at læse udgydelserne her fra feltpræstens computer.

Indholdet af ugebrevene er naturligvis ikke noget, der lige er rystet ud af ærmet og baggrunden for, at der har været så righoldigt et stof at øse af, er jo, at der hver eneste aften indleveres en HOK-avis fra en af sektionerne i Camp Viking. Den bliver redigeret af feltpræsten og sendt videre til HOK, hvor den næste morgen bliver læst ind på en telefonsvarer.

Vi håber herfra, at I har haft glæde af såvel HOK-avisen som af Nyhedsbrevene og de øvrige artikler, vi har sendt hjem til jer. Det er vores fornemmelse, at de har været med til at opdatere jer om forholdene for hold 3 her i Kabul.

På hjerteligt gensyn i Danmark - om ikke længe!