På kanten af bakken…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christian, kaptajn

På vej hjem stoppede vi igen ved teltlandsbyen. Da vi nu ikke havde behov for vore forsyninger, forærede vi dem en kasse æbler, vand og diverse ”reklame” produkter. Budskabet i vores reklamer er ”Fred og Fremtid”. Imens fik vi lejlighed til at tale med landsbyens ældste. Vi afslog dog at drikke the, da vi ville forsætte så hurtigt som muligt.

Traditionen tro begyndte de at spørge om hjælp til det ene og det andet. Sammen med den kroatiske fører afviste vi dog alle deres anmodninger, uden at det blev taget ilde op. Realiteterne i Ghowr provinsen er, at udviklingsprojekterne er meget begrænsede. Hvis man ikke giver landsbybeboerne klar besked om deres anmodninger med det samme, fører det blot til at de sætter forventningerne op og på sigt bliver skuffede over PRT’et og det internationale samfund.

Nej, vi er ikke kommet for at grave en brønd til Jer!

Vi forsatte hjemad og kom igen igennem ”Poppyville”. Denne gang var der ingen ved vejen, men en ældre kone kom gående ned ad skråningen med et fad i hånden. Idet vi passerede, råbte hun et eller andet og forsøgte at smide indholdet af fadet efter os. Hun ramte dog ikke, og vi valgte at ignorere det. Den dårlige stemning har uden tvivl direkte sammenhæng med, at de i landsbyen er bange for, at vi vil rydde deres opiumsmarker.

På et tidspunkt nåede vi en forholdsvis stejl bakke, og her fik vores ”lille” bil store problemer med at trække den kroatiske bil op. Vi brugte mindst en time, inden det endelig lykkedes os ved hjælp af taljer og trækket på den anden kroatiske bil.
 
Fem kilometer længere fremme ad vejen punkterede kroaternes forreste bil. De stoppede straks, uden at tænke på at det var midt i en landsby. Hurtig samler der sig nogle folk, og da kroaterne derefter delte rundhåndet ud af deres forsyninger, blev situationen lettere kaotisk. Da vi nåede frem til dem, fik vi dog ved hjælp af ordene ”As motare durboro!” (gå væk fra bilen!) hurtigt styr på situationen. Sprogtræningen som vores, nu hjemsendte, danske tolk, gav os, har virkelig været uundværlig.

Nu gik det godt. Vejen var blevet bedre og hastigheden kom op omkring 20 km/t, da der pludseligt lød et ordentlig knald bag på bilen. Slæbetovet var sprunget og på grund af lyden frygtede vi umiddelbart, at det havde smadret bagruden. Heldigvis var det dog ikke tilfældet, og vi får rigget et nyt træktov sammen. Da vi ikke har flere lange træktove, var vi nødt til at samle to korte med en tre kg tung jernkobling. Vi var derfor nødt til at reducere hastigheden resten af vejen hjem, da konsekvenserne af, at slæbetovet igen springer, kunne være, at jernkoblingen kom susende ind igennem bagruden.

Vi kommer dog hjem uden yderligere problemer og er tilbage i lejren lige før klokken 22. Da vi ikke holdt pause under tilbageturen for at spise aftensmad, indviterede kroaterne os på mad og drikke. Hvor vi anvender amerikanske feltrationer, har kroaterne rationerne med hjemmefra, hvorfor de bød på den kroatiske specialitet ”Bønner og pølse i tomatsovs”. Da vi så dåserne grinede alle.

Bønner og pølse i tomatsovs.

Man ved jo aldrig, men umiddelbart er det min vurdering, at det var første gang, nogen af os fik den form for pølse.

En lang dag var slut. På trods af at missionen lykkedes mindre godt, havde vi en rigtig god tur, og vi arbejder godt sammen med kroaterne. Alle kroaterne taler engelsk, og det øger absolut mulighederne for, at man har både en hyggelig og udbytterig tid sammen.