[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De gule sløjfer med teksten ”Støt vores soldater” er blevet lidt af en sællert for Familienetværket. Flere og flere biler kører rundt med sløjfen på bagsmækken, og de små pins ses på mange jakker og tasker rundt om i landet.

Alle der køber sløjferne er med til at støtte de danske soldater. Både ved synligt at vise deres opbakning, og også fordi hele købsprisen går ubeskåret til støtten til soldater og pårørende.



Familienetværket overrækker en check på 40.000 kroner til Hærens Regimenters Hjælpefond.
På billedet ses Jan Hjorth, Lone Rasmussen, Sanne Graffe og Michael Jensen fra Familienetværket, samt chefen fra Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, der tog imod checken på vegne af Hærens Regimenters Hjælpefond.

Derfor kunne Familienetværket overrække 40.000 kroner til Hærens Regimenters Hjælpefond. Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, tog imod checken:

- Familienetværket gør et rigtig godt stykke arbejde, og jeg vil gerne sige tak for jeres indsats. Hvis vi skal gøre det godt for vores soldater og pårørende, så kan forsvaret ikke gøre det alene. Så er der brug for den støtte og det initiativ, som I blandt andet kommer med, sagde Niels Henrik Bundsgaard, som også har noteret sig sløjfens succes:

- Sløjfen er en stor succes. Om jeg kører på motorvejen eller er på skiferie i Østrig, så ser jeg biler med sløjfen bag på. Det er rigtig godt.

Glade givere
Jan Hjorth, Sanne Graffe, Lone Rasmussen og Michael T. Jensen fra Familienetværket overrakte checken. De mærker også selv den store opbakning fra danskere, der køber sløjferne.

- Når vi kører på motorvejen, og kører forbi en anden med en sløjfe på bilen, så vinker vi til hinanden. Det er ligesom et stort fællesskab, fortæller Lone Rasmussen.

Fonden støtter soldater
Hærens Regimenters Hjælpefond støtter soldater, der er kommet til skade under tjeneste. Efterladte til soldater, kan også søge fonden om hjælp. Derudover belønner fonden soldater, der har gjort en særlig indsats.

Du kan købe magnet-sløjfen til at sætte bag på bilen ved at indbetale 50 kroner til Arbejdernes Landsbank i Silkeborg. Registreringsnummer 5347 og kontonummer 0000503388

Du kan også købe en lille pin til at have siddende på jakken eller blusen. Den koster 20 kroner stykket.

Husk at skrive navn og adresse, så vi kan sende din bestilling til dig.

Om familienetværket
Familienetværket består af pårørende til soldater, som støtter hinanden i forbindelse med udsendelser. Netværket er uafhængig, men Hærens Konstabel- og Korporalforening støtter organisationen – blandt andet ved at hjælpe med det praktiske i forbindelse med salg af sløjfer.

Familienetværket er en del af samarbejdet i Kammeratstøtteordningen. Du kan læse mere om Familienetværket på www.familienetvaerket.dk