[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Nyt møder gammelt. Dragoner til hest foran en 155 milimeter
selvkørende haubits M109. (Foto: Kim Vibe Michelsen)
”Vruuum”, siger det, da den irgrønne 12 punds bronzekanon
indhyllet i hvid krudtrøg drøner det ene løse skud af efter det andet fra volden.
Klokken er 10:00 lørdag formiddag, og hvis
borgerne på Østerbro ikke allerede er vågnet, så gør de det nu.
Sekunder før har stabschefen for Hærens Operative Kommando,
brigadegeneral H.-C. Mathiesen åbnet ballet ved at give skudordren, kort efter
at han har skridtet fronten af foran en miniparade bestående af grønklædte
livgardere og civile fanebærere fra soldaterforeningerne.
Hele dagen patruljerede soldater i uniformer fra forskellige
historiske perioder. Folk blev opfordret til at tale med soldaterne, når de gik
deres runder. Her i moderne multiterrænsløring klar til kamp. (Foto: Nikolaj Grøn)
Tweens og unger i klapvogne
”Gooooooodmoorgen København!” Brøler dagens veloplagte
speaker med strisseraccent, inden han begynder at oplæse dagens program, og så
er stemningen, tonen og folkeligheden slået an.
Solen står som befalet højt på himlen, og inden for en time
vælter de brostensbelagte gader mellem de rødkalkede bygninger med teens,
tweens og unger i klapvogne, der sammen med deres forældre kaster sig over
kampvogne, soldater og historiske indslag med en iver og en spørgelyst som en
flok journalister på en valgaften.
Klar til kamp og lige til at kravle rundt på
Og der er nok. Både at se på og høre om.
Under egetræerne i Churchillparken og på den
solbeskinnede kirkeplads inde i Kastellet er hele den moderne hær linet op med
general og kommandostation, kampvogne, helikoptere, finskytter og jægersoldater
- næsten helt klar til kamp - og lige til at kravle rundt på.
Uden om den kerne står Hjemmeværnet klar med sløringscreme
og sminkede skudsår til børnene, der allerede nu har tygget sig halvmætte i
karrygryde og proteinbarer fra langtidsholdbare feltrationer.
For den mere bogligt interesserede del af publikum er der
maleriudstilling med bataljemalerier fra Afghanistan og ikke mindre end tre
bogpræsentationer i løbet af dagen, og på den slørede kommandostation står
generalen klar til at besvare spørgsmål om krigen i Afghanistan eller andre
emner, som de besøgende spørger om.
Der var knald på, da danske soldater i 1864 uniformer
kæmpede med preusserne på voldene. (Foto: Kim Vibe Michelsen)
Danskerne vinde
En flok japanske turister får deres livs oplevelse, da de
forvilder sig op på voldene og får brillerne skubbet om i nakken, da kanonerne
bliver affyret for at åbne en kamp mellem danske og preussiske soldater fra
1864. Chokket bliver formentligt ikke mindre af, at danskerne vinder
fægtningen.
Det er bare et af dagens mange historiske indslag, der
omfatter alt fra dragoner på hesteryg til Staghound pansrede opklaringskøretøjer.
Alt i alt en dag med nyt og gammelt. Det Supermoderne og det historiske.
Kommandoer og frisprog. Tradition og nytænkning. Hæren gennem 400 år.
Ud over udstillinger
kunne publikum også smage feltrationer, blive sminket med skudsår eller som her
få lov at lege lidt med soldaternes sløringscreme. (Foto: Nikolaj Grøn)