[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Nye anskaffelser rejser jo altid spørgsmålene: ”Hvad får jeg?” og ”hvornår?”

Teknologiafdelingen ved Hærens Operative Kommando har derfor udarbejdet en liste over kommende anskaffelser, der kan nå at ramme enkeltmand i løbet af 2014 og 2015. Der er derfor ikke lagt vægt på eksempelvis større, komplicerede netværksløsninger i det følgende.

Uniform M/11 i multiterrænsløring

I 2013 startede vi implementeringen af Uniform M/11 i multiterrænsløring og vores nye hjelm (Cobra). Ved udlevering af den nye hjelm kan brugeren frit vælge mellem to typer indmad, nemlig en ”cykelhjelms”- eller en pudebaseret løsning for at tilgodese størst mulig komfort for soldaten. Endvidere fortsætter implementeringen af vores nye personlige beskyttelsesudrustning (TYR). I samme forbindelse kommer der nye støvler i brune farver. Forsvaret har anskaffet fire typer: To forskellige lette modeller og to forskellige tunge modeller. Afhængig af normering kan enkeltmand vælge mellem de fire modeller.

Ny taktisk lys/laser
Den nye ”DBAL-3” afløser vores tidligere udgaver. Den er våbenmonteret og kan bruges til måludpegning med rød laser og som infrarød laser og belysning til mørkekamp sammen med vores natbriller. Til sættet hører også en skarp hvidtlys-lygte. Det er meningen, at laseren også skal bruges sammen med Hærens øvrige våben. Herunder vores nye Lette Maskingevær M60-E6.

Geværopdatering af 5.56mm GV M/10
En ny opdateringspakke til M10 indeholder en række muligheder for at tilpasse våbnet efter den enkelte skyttes præferencer og ergonomi.




Den nye opdateringspakke giver bedre tilpasningsmuligheder for den enkelte skytte. (Foto: Hærens Kamp- og Ildstøttecenter)


Pistolhylstre til Pistol M/49, H&K USP med flere
Det har længe været et ønske at få andre og bedre pistolhylstre end de eksisterende. Der er derfor anskaffet hylstre af typen på billedet fra Safariland til alle pistolbevæbnede.

I 2014 forventer vi, at følgende tages i brug:


Nyt let maskingevær M60/E6
Der anskaffes cirka 700 eksemplarer af det nye lette maskingevær til det afsiddede infanteri. M60/E6 skal afløse det ældre LMG M/62, der dog fortsat vil blive brugt som maskingevær på køretøjerne.




Det nye lette maskingevær M60/E6. (Foto: Rune Dyrholm)



Ny CBRN-dragt
En ny CBRN-drag i multiterrænsløring afløser de nuværende dragter i sløringsmønster M/84. Den nye dragt minder meget om Uniform M/11. Der anskaffes også nye detektorer.




Den nye CBRN-dragt er todelt og minder mere om kampuniformen end den eksisterende ”bamsedragt”. (Foto: FMT)


Ny under- og mellembeklædning

Vi forventer at kunne påbegynde udlevering af ny under- og mellembeklædning til enkeltmand i 2015. Det afhænger blandt andet af, hvornår der indgås kontrakt med leverandøren.

I 2015 forventer vi:

Nyt oppaknings- og bæresystem
Nye rygsække i multiterrænsløring - en stor og en lille - samt en ny paktaske til enkeltmand som afløser for nuværende. Der arbejdes også på at anskaffe nye tilbehørs- og udrustningstasker i multiterrænsløring. Sidstnævnte tasker kan muligvis tages i brug allerede i år. Det bliver i så fald meldt ud, når kontrakten er underskrevet.

Nye føringsmidler
En opdateret samling af tilbehørs- og udrustningstasker i multiterrænsløring til vores nye beskyttelsesudrustning (TYR).

Ny håndkikkert til førere
Som afløser for nuværende modeller.

Ny sigtemiddelspakke
Der arbejdes på at anskaffe en ny sigtemiddelpakke til blandt andre Hærens finskyttevåben, tunge og lette maskingeværer (særligt vores nye LMG), 40 milimeter flerskuds-granatkaster og dysekanon. Pakken vil forventeligt indeholde dagssigte, termiske sigtemidler og muligvis en ballistisk computer, der kan monteres sammen med de andre sigter på våbnet. Der er endvidere behov for at anskaffe en ny laserafstandsmåler samt et termisk natsigte til dysekanon og tungt maskingevær, der ligeledes kan monteres ovenpå eksisterende dagsigte.
Sammen med sigtemiddelspakken anskaffes der også et nyt optikrensesæt til alle optiske sigter.