Kommandostrygning MØEN, LINDORMEN og LOSSEN

[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Chefen for Søværnets Operative Kommandos tale

Chefen for 3. Eskadres tale

Billeder fra ceremonien (PDF)

Søminer og dermed også minelæggere har med Danmarks beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen og vore lange kyststækninger tidligere været et af de vigtigste elementer i Forsvaret af Danske interesser. Med den ændrede verdensorden og den deraf afledte justering af danske interesser, er der ikke behov for søminer i samme omfang som tidligere.
Derfor blev det med det nye forsvarsforlig besluttet, at lægge Søværnets minelæggere op. Dette betyder slut på en æra, som vil blive husket af mange der gør eller har gjort tjeneste i Søværnet.
Danmark har kun en gang udlagt søminer. Under 1. Verdenskrig blev det i statsrådet 5. august 1914 besluttet at minere de danske stræder. Årsagen til dette var, at regeringen ikke ville efterkomme en tysk anmodning om at minere dele af farvandene. Derimod ville regeringen sikre den danske neutralitet ved at minere alle stræderne. Senere har søminerne været en vigtig del af invasionsforsvaret.
Der er altid noget trist ved at nedlægge skibstyper. Men der er lys forude – Søværnet får nye skibe – Fleksible Støtteskibe – som er mere egnede til at løse Søværnets opgaver i den nye verden.
Minelæggernes besætninger vil i forbindelsen med afviklingen af skibene dråbevis blive flyttet til nye jobs indenfor Søværnet. I den forbindelse bliver der gennemført personlige samtaler, så den enkeltes ønsker kan blive imødekommet, hvis det er muligt.

---

Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Kurt Birger Jensens tale

Admiral
Besætninger i MØEN, LINDORMEN og LOSSEN og øvrigt personel i 3. Eskadre
Ærede gæster

Det er med blandede følelser, at jeg står her i Frederikshavn i dag – på dagen for kommando-strygningen på de sidste operative minelæggere i Søværnet.
Dagen i dag vil dermed markere, at Søværnet fremover ikke vil besidde en større kapacitet til at kunne udlægge miner, og dermed vil den ene af de to grene af minevåbnet i Danmark forsvinde.

Minevåbenet har gennem en meget lang periode udgjort kernen i forsvaret af Danmark.
Under Første Verdenskrig oplevede man for første gang betydningen af, at kunne kontrollere adgangen gennem danske farvande ved hjælp af miner. Anvendelsen af miner var umiddelbart billigere end at sikre kontrollen ved hjælp af egentlige traditionelle enheder, men brugen af minerne viste sig ingenlunde at være simpel. Minevåbenet viste sig at kræve et detaljeret kendskab til farvandsforholdene, besiddelse af dedikerede enheder til sikring af optimal udnyttelse – og ikke mindst var det også nødvendigt at kunne beskytte de minelæggende enheder før, under og efter at minelægningen aktuelt fandt sted.

Under den Kolde Krig var forudsætningen for invasionsforsvaret og kontrollen med adgangen gennem de danske farvande – og dermed adgangen til og fra Østersøen – gennemførelsen af en effektiv minekampagne. Denne kampagne var planlagt ned til mindste detalje med sammensætning af felter og minelaster, hvilke typer enheder, der lagde hvilke felter, og ikke mindst hvordan man operativt set kunne gennemføre operationen i sammenhæng med resten af Søværnet og allierede enheder. I de første faser var den primære opgave for Søværnets egentlige kampenheder, at sikre gennemførelsen af minekampagnen, og først derefter kunne enhederne frigøres til kamp i det omfang at de ikke fortsat skulle sikre minelægningskapaciteten ved en eventuel supplerende minelægning.

Det var også under den Kolde Krig, at minelæggerne af FALSTER-klassen og LINDORMEN-klassen blev projekteret og bygget som en absolut nødvendig og skræddersyet kapacitet til gennemførelse af en effektiv minekampagne.

Siden den Kolde Krig har verden ændret sig grundlæggende, og det er ikke længere eksistensforsvaret af Danmark, der har den første prioritet i dansk sikkerhedspolitik. Fokus er nu hovedsageligt rettet mod deltagelse i Internationale Operationer, hvilket jo også fremgår med al ønskelig tydelighed af det nye forsvarsforlig, der blev indgået i juni måned.

Som de fleste ved, har der fundet en meget nøje vurdering og vægtning af Forsvarets kapaciteter sted på højeste niveau, en vurdering og vægtning, der hang nøje sammen med de ressourcer, der forventedes at blive stillet til rådighed for Forsvaret fra de politiske beslutningstageres side. Med baggrund i den politiske fokus på dansk Forsvars deltagelse i Internationale Operationer, og den samtidige opretholdelse af fokus på et stadigt stigende antal civile opgaver i hjemligt regi, har det været åbenlyst, at visse af de eksisterende kapaciteter – ikke bare i Søværnet – men også i de øvrige to værn – ville skulle reduceres eller udfases.

Det er i virkeligheden den reelle baggrund for, at vi står her i dag.

Vi siger i dag farvel med tak for tro tjeneste til tre af Søværnets operative enheder. Minelæggeren MØEN, der netop i år har rundet 40 år i operativ tjeneste, og minelæggerne LINDORMEN og LOSSEN, der har været rygraden i Søværnets kapacitet inden for lægningen og kontrollen af de kabelkontrollerede minefelter.
MØEN hejste kommando første gang den 29. april 1964 og nåede dermed at fejre et imponerende 40-års jubilæum. LINDORMEN hejste kommando første gang den 16. februar 1978 og LOSSEN den 14. juni 1978, og begge nåede dermed en levetid på 26 år.

Jeg har bemærket mig, og vil gerne benytte denne lejlighed til at fremhæve den høje grad af professionalisme, skiftende besætninger har udvist gennem de mange års operativ tjeneste – en professionalisme som vel at mærke har varet ved helt op i dag. Jeg har ved selvsyn konstateret dette, senest ved mit besøg på MØEN den 29. april 2004 på 40-års jubilæumsdagen, og ved mine inspektioner af LOSSEN den 24. april 2003 og LINDORMEN den 22. juli 2003 forud for enhedernes funktion som kommandoplatforme for den danske chef for MCMFORNORTH gennem et helt år ved selvsyn konstateret dette. I har ved Jeres indsats har gjort Eskadren og Søværnet ære.

Men jeg vil også gerne bruge den måske lidt triste anledning til at se fremad. Det nye Forsvarsforlig, med dets prioritering af Forsvarets kapaciteter giver os mulighed for at se verden i et nyt lys. Og i dette lys er der stadig en solid gruppe af opgaver, der skal løses – ikke kun fortsat i 3. Eskadre, men i hele Søværnet. Bygningen af Støtteskibene af ABSALON-klassen og de efterfølgende Patruljeskibe vil fortsætte Søværnets udvikling, og med den yderligere tilførsel af nye Inspektionsfartøjer og Standardfartøjer Mk I og II i de kommende år, vil Søværnet være godt rustet til løsningen af disse opgaver. Udfasningen af de tre enheder betyder ikke, at Eskadrens og Søværnets ekspertise på området forsvinder. Den overføres delvis til Søværnets øvrige enheder – ikke mindst til Støtteskibet ABSALON, ligesom jeg er også vidende om, at ekspertisen ligeledes videreføres til eksempelvis Division 33.

Jeg vil gerne i denne forbindelse fremhæve, at jeg i tirsdags deltog i en anden skelsættende begivenhed i Søværnet – nemlig overdragelsen af Støtteskibet ABSALON fra Odense Stålskibsværft til Forsvaret og Søværnet. ABSALON indgår nu i Flådens Tal og er administrativt underlagt 3. Eskadre. Jeg er ikke i tvivl om, at såvel besætningen i ABSALON som hele 3. Eskadre vil gøre en stor indsats for at sikre opbygningen af denne nye og unikke enhedstype til fremtidens opgaver.

3. Eskadre vil derudover fortsætte med at opretholde løsningen af de mange opgaver, der er tilbage i det eksisterende opgavekompleks, og vil med den endelige implementering af Søværnets nye Eskadrestruktur smelte sammen med de andre eskadrer med fokus på den fremtidige opgaveløsning. Det er i den forbindelse glædeligt for mig at kunne konstatere, at der fortsat vil være brug for den anden primære del af 3. Eskadres ekspertise – MCM-kapaciteten. Denne kapacitet har vist sin berettigelse i international regi ikke mindst i forbindelse med Operation Allied Harvest i Adriaterhavet, og det er forventeligt en kapacitet, der også i fremtiden vil være stor efterspørgsel efter.

Jeg vil inden jeg slutter, vil jeg gerne udtrykke min og Søværnets tak til alle nuværende og tidligere tjenstgørende i minelæggerne MØEN, LINDORMEN og LOSSEN. Tak for Jeres indsat gennem tiden – den har ikke været forgæves – og I kan være stolte af den.

BRAVO ZULU - Well Done.

---

Chefen for 3. Eskadre, kommandør Carsten Munks tale

Admiraler, repræsentanter for adoptionsbyer, gæster og besætninger,

Tak til Chefen for Søværnets Operative Kommando for de pæne ord om minevåbnet.

Da jeg tiltrådte som Chef for 3. Eskadre den 1. august i år, var det et længe ønsket job, jeg gik ind til. Der var dog dunkle skyer i horisonten – og nogle af skyerne var kommet tættere på, endda meget tættere på.

Som vi netop har hørt medfører det nye forsvarsforlig, at der ikke længere er et behov for en dedikeret minelægningskapacitet og de tre minelæggere stryger kommando efter henholdsvis 40 og 26 års tjeneste.

Minelæggerne blev adopteret i tre dejlige adoptionsbyer i henholdsvis 1976 og 1978, og det er mig en stor glæde at se, at vi også har repræsentanter fra adoptionsbyerne i dag. De er herved med til at give disse enheder en værdig afsked fra søværnet. Det har for alle tre enheder været gældende, at der har været et ganske tæt forhold netop jeres byer. Det har hvert år været en prioriteret opgave for minelæggerne at gennemføre disse meget traditionsrige besøg. Jeg skal være den første til at beklage, at det i de seneste år ikke altid har været muligt at gennemføre et årligt full scale besøg i adoptionsbyen. Det er i hvert fald ikke lysten, der har manglet!

Det er mig samtidig en stor glæde at se, at også tidligere eskadrechefer og flådestationschefer har taget mod invitationen. I tilslutning til forsvarsforliget i 1989 blev det besluttet at udflytte søværnets enheder og myndigheder fra Holmen. Den daværende Mineskibseskadre blev udflyttet til Flådestation Frederikshavn i foråret 1992, og 10 år senere blev eskadrens MCM-enheder flyttet fra Korsør til Frederikshavn. Eskadren blev samlet, lige bortset fra de to miljødivisioner, der fortsat ligger i København, henholdsvis Flådestation Korsør.

Jeg finder det på sin plads at se lidt tilbage i tiden til disse enheders barndom. To minelæggerne af FALSTER-klassen blev bevilget bygget i 1959, og i 1961 blev yderligere tre enheder bestilt under ”Cost sharing” programmet med USA. Minelæggeren MØEN, der var blandt de sidst bestilte, blev bygget her i Frederikshavn og indgik i flådens tal 29. april 1964. Minelæggeren var hermed en af fem krigsskibe specielt bygget til udlægning af selvvirkende miner i farvandsspærringer – den femte blev leveret til Tyrkiet under navnet NUSRET og sejler stadig i Middelhavet. Set med datidens øjne var minelæggerne ganske godt udrustede med 2 dobbelte amerikanske 3” kanoner, der senere blev opgraderede med beskyttelsesskjolde til pjecebesætningerne, radarsigte og tilhørende ildledelsesanlæg M/64, der også fandtes i fregatterne af PEDER SKRAM-klassen, et efter tidens målestok fremragende ildledelsesanlæg.
Minekapaciteten var på 288 selvvirkende bundminer på standard minevogne, der tillod skibenes nyudviklede minelægningssystem at operere automatisk i forhold til indvalgte data.

Efter kommandostrygning af det hidtidige skoleskib ÆGIR i 1967 manglede søværnet et skoleskib til erstatning. Der blev investeret i beboelses- og undervisningscontainere, der kunne sættes ind på minedækket af minelæggerne, men som også ville kunne udtages ekstremt hurtigt, hvis der skulle blive akut brug for minelægningskapaciteten. Minelæggeren MØEN har sammen med minelæggeren FYEN været eksponenterne for skoleskibssejladsen i søværnet efter ÆGIR oplægning. Mange er de kadetter og konstabelelever og marineelever, der i årenes løb er gået igennem disse enheder, hvoraf specielt MØEN har været SKOLESKIBET. Det har været medvirkende til at sikre en høj grad af ensartethed i uddannelserne og specielt i kravene til kadetter i forbindelse med udcheckning til vagtchefer.

Skoleskibet MØEN blev adopteret af Aalborg Kommune august 1976. Det må konstateres, at der blev skabt et stærkt sammenhold mellem kommune og skib. Sagt med andre ord har der været en særdeles heldig adoption.

MØEN er den sidste af FALSTER-klassen til at stryge kommando. De to første, FALSTER og SJÆLLAND udfasedes 1. januar 2000, og FYEN har siden kommandostrygning i 2002 ligget her ved Flådestation Frederikshavn.

Bygning af kabelminelæggerne af LINDORMEN-klassen blev autoriseret i forsvarsforliget i 1973 og allerede den 16. februar 1978 blev der hejst kommando i LINDORMEN og den 14. juni samme år hejste LOSSEN kommando. Hermed havde søværnet fået fuldgyldig erstatning for gamle kabelminelæggere af LOUGEN og LANGELAND klassen. Det var to hypermoderne kabelminelæggere med overdækket minedæk, der betød væsentligt forbedrede forhold for arbejdet med minekablerne. Kabelminelæggerne var samtidig i stand til at medføre og lægge op til 60 selvvirkende miner til de mindre minefelter.

Enhederne skulle snart vise sig særdeles anvendelige til et helt andet formål. I 1982 stilledes LOSSEN for første gang til rådighed for NATO’s stående kanalstyrke, Standing Naval Force Channel eller STANAVFORCHAN, som kommandoplatform for styrkechefen. Dette første forsøg faldt særdeles heldigt ud, og der har siden været rift fra andre nationer om at få Danmark til at stille kommandoplatform for STANAVFORCHAN til rådighed.

I takt med udviklingen og indførelsen af en ny type kabelkontrolleret mine, minetype 19, var der ikke længere et så udtalt behov for en kabellast som tilfældet var til den gamle type 15. Der blev puslet med ideen om at indrette en form for kommandorum i den eksisterende kabellast, og der er nu klargjort operationsrum til en styrkechef i begge enheder, idet der dog ikke er anskaffet fuld udrustning til begge enheder.

Kabelminelæggeren LINDORMEN blev adopteret af Åbenrå Kommune den 18. august 1978 og kabelminelæggeren LOSSEN blev adopteret af Sønderborg Kommune samme dag. I begge tilfælde har der, som for MØENs vedkommende, været tale om særdeles velfungerende adoptionsforhold, som det er min opfattelse at begge parter har været tilfredse med. LINDORMEN besøgte Åbenrå for sidste gang i juni 2003 og LOSSEN har aflagt et kort besøg i Sønderborg her i september måned.

Fra 3. Eskadres side skal der lyde en velment tak til alle tre adoptionsbyer for alt hvad der gennem årene er gjort for at give skibene en god adoptionsby. Tak til Aalborg - Tak til Sønderborg - Tak til Åbenrå.

Afslutningsvis vil jeg anstændigvis benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at der ikke kun er tale om tilbagegang for 3. Eskadre. Sammen med enhederne fra division 33 med nogle af verdens mest effektive minerydningsfartøjer ligger eskadrens sidst tilkomne fartøj, nemlig Støtteskibet ABSALON. ABSALON ankom i onsdags til Frederikshavn efter søværnet overtog skibet fra Odense Stålskibsværft i tirsdags. Det er et skib med fremragende egenskaber, og vi glæder os til den gradvise ibrugtagning af de forskellige komponenter, der skal installeres over de kommende ca. 2½ år. Glemmes skal heller ikke miljøfartøjerne, kongeskibet og sejlkutterne.

Efter kommandostrygningen vil Eskadren være vært for en forfriskning på MØENs minedæk.