[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Under øvelsen skal de involverede myndigheder rykke ud til to havmiljø operationer.

Kollision
Tirsdag er scenariet, at færgen DANA SIRENA kolliderer med et andet skib. Mens DANA SIRENA er den rigtige færge af samme navn, må øvelsesdeltagerne nøjes med at forestille sig skibet, som færgen kolliderer med.

I forbindelse med kollisionen udbryder der brand på DANA SIRENA og der går hul på en olietank, så der flyder olie ud i havet.

Under øvelsen vil DANA SIRENA gå i havn som normalt, men øvelsesdeltagerne vil gå om bord på færgen fra søsiden, som om at færgen befandt sig på den position, hvor ulykken sket ifølge scenariet. På den måde bliver DANA SIRENA ikke forsinket, og øvelsen kan gennemføres uanset, hvordan vejret er.

I denne del af øvelsen deltager miljøskibet GUNNAR THORSON, Marinehjemmeværnsfartøjet LYØ, Esbjerg Redningsstation og politi samt det kommunale redningsberedskab.

Opsamling af olie
Onsdag er scenariet, at myndighederne skal samle olie op på land og til søs. På land deltager blandt andet politiet, Beredskabscenter Sydjylland og det kommunale beredskab.

Til søs deltager miljøskibet GUNNAR THORSON, marinehjemmeværnsfartøjet LYØ, Esbjerg Redningsstation, de tyske miljøskibe MELLUM og GUSTAV MEYER samt det hollandske miljøskib ARCA og et miljøfly.