[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Kongeskibet DANNEBROG

Klokken 07.00 i morges lagde Kongeskibet til ved bøje 1 i Københavns Havn. Her fejrer skibet i dag Hendes Majestæt Dronningens 73 års fødselsdag. Det sker med flag over toppene og i aften med fuld illumination

Den 57 mand store besætning, hvoraf de 40 er værnepligtige, starter nu med forskole inden sommerens togter, og inden H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen officielt går om bord i København fredag, den 3. maj klokken 12.00.

Ved ombordstigningen, der markerer starten på Kongeskibets årlige sæson, vil Dronningen og Prinsgemalen modtage den traditionelle salut fra Batteriet Sixtus. Senere, når skibet sejler gennem Øresund, modtager regentparret salut fra Kronborg klokken 14.30.

Regentparret gennemfører i 2013 to sommertogter i Danmark med Kongeskibet Dannebrog, henholdsvis fra den 3. – 7. juni og fra den 2. – 6. september. Der aflægges besøg i følgede dele af landet:

3. juni: Orø
4. juni: Kerteminde
5. juni: Bogense
6. Juni: Årø
7. juni: Haderslev

2. september: Skagen
3. september: Læsø
4. september: Regentparret overværer indvielsen af Anholt Havmøllepark
5. september: Vordingborg
6. september: Møn

Regentparret går officielt fra borde den 7. september med salut fra Batteriet Sixtus.