ISAF - Interview med CIMIC-officer Marcus Knuth

Hvad laver en CIMIC officer i Afghanistan?

Som CIMIC officer har man en helt unik rolle med et varieret og bredt ansvarsområde.


På den ene side har man ansvaret for at opbygge og styrke forholdet til de lokale stammer. Det foregår gennem daglige forhandlinger med afghanske landsbyældre, enten under patrulje eller hjemme på patruljebasen. Her iværksætter man mindre projekter, der skal hjælpe civilbefolkningen – det kan f.eks. være finansiering af en brønd til friskt drikkevand eller indkøb af undervisningsmaterialer til den lokale skole. Det resulterer i en løbende positiv dialog, hvorved Forsvaret opbygger netværk og en forståelse for, hvordan man bedst kan hjælpe lokalsamfundet til hverdag eller skåne de lokale, når det er nødvendigt at bruge militære midler mod Taliban.
På den anden side deltager man på lige fod med de andre soldater som del af en infanterienhed. Man er med i alle situationer, også når enheden skal ud på kamppatrulje. Man har altid et større beløb kontanter på sig, så man kan afregne med lokale bønder på stedet, såfremt der sker skade på civil ejendom under ildkampe. Det kan f.eks. være fordi en dør bliver sparket ind eller – som jeg engang oplevede tæt på Armadillo-basen – fordi en ko ved en fejltagelse var blevet ramt under en intens skudveksling.
Et CIMIC-team består typisk af en kaptajn, en seniorsergent og en lokalt ansat tolk.

Hvilken baggrund havde du for at være CIMIC officer?

Jeg er uddannet reserveofficer ved Gardehusarregimentet, hvor jeg har gjort tjeneste som løjtnant, premierløjtnant og senere kaptajn. Sideløbende har jeg studeret økonomi i USA og taget en MBA, hvorefter jeg arbejdede en årrække i finansindustrien i London.

Faktisk regnede jeg ikke med, at jeg nogensinde skulle udsendes, men da Danmark optrappede engagementet i Helmand-provinsen, blev der brug for reserveofficerer i CIMIC-enheden, der forstod at arbejde på tværs af kulturer, militæret og civile strukturer.

Min erfaring med økonomistyring viste sig at være nyttig ved håndteringen af de mange projekter. Mit tre-mands CIMIC-team implementerede over 70 projekter i mange forskellige landsbyer, hvilket endte med at blive et stort og udfordrende puslespil.

Hvordan sørger man for, at projekterne er holdbare løsninger i længden?

Det vigtigste er, at man har en grundig dialog med lokalsamfundet.
F.eks. oplevede jeg, at en håndfuld landsbyældre bad om penge til at anlægge en brønd bag en mur på et tomt, ubefærdet sted i deres landsby. Det undrede mig, da mange andre landsbyer ellers anlagde brønde nær deres lokale moske, hvor mændene mødtes regelmæssigt.
Det viste sig, at fordelen ved at placere brønden bag en mur var, at landsbyens kvinder kunne hente vand alene uden at behøve en mandlig ledsager. Og samtidig kunne de få en sjælden snak med andre kvinder, uden at andre kunne se og høre, hvad der blev sagt.

Udover at skulle besidde kulturel forståelse udførte vi kvalitetskontrol under og efter projekterne blev bygget. Desuden betalte vi først sidste rate af betalingen, når vi havde set et acceptabelt slutresultat – det være sig vand, der kommer ud af en brønd, eller inspektion af indkøbte materialer.

Hvilket udvikling har du selv set i Afghanistan ifm. CIMIC?

En af de vidunderlige ting ved at arbejde i Afghanistan i flere omgange var at opleve den positive udvikling, det danske ansvarsområde i Helmand-provinsen undergik set over flere år.

Især inde i Gereshk by oplevede jeg, hvordan der over tid kom flere og flere handlende, og butikker åbnede overalt. Sideløbende oplevede jeg, hvordan det afghanske politi blev udviklet fra at være dybt korrupt, underuddannet og forhadt i 2008 til i 2011, hvor alle politifolk havde modtaget en basal grunduddannelse, var uniformeret og nu bidrog til at opretholde nogenlunde lov og orden i byen.

Det sagt, så forblev den afghanske retssektor desværre underudviklet og underprioriteret. Af den årsag henvendte mange landsbysamfund sig til Taleban, når det kom til at løse lokale, civile stridigheder mellem bønder eller til at straffe kriminelle. Dermed opstod der lidt af et parallelsamfund, hvor de lokale arbejdede med såvel Taleban som de danske soldater og de nye, afghanske myndigheder, hvilket var en konstant udfordring i de tre år, jeg arbejdede i Afghanistan.

Er der en dag i din udsendelse, som står specielt tydeligt?

Min nærmeste samarbejdspartner i Helmand-provinsen hed Abdul Khaliq. Han var den øverste stammeældre i den lokale landsby, Rahim Kalay. Abdul og jeg mødtes dagligt over mange måneder, og sammen lagde vi planen for at etablere og genopbygge den lokale skole – hvilket blev vores største og mest populære projekt. Han var fantastisk humoristisk og elskede at fortælle historier om de lokale familiefejder, der havde stået på i århundreder samt om alle fordelene og ulemperne ved at have flere koner – hvilket han vitterligt havde.

Det var med Abduls hjælp, at jeg over et halvt år fik opbygget et nært tillidsforhold til mange landsbyer i området. Landsbyerne begyndte sågar selvstændigt at samarbejde med hinanden for at etablere civile vagtværn, der skulle hjælpe med at holde Taliban ude af området.

Da jeg kun havde et par uger tilbage af min udstationering, blev Abdul en nat fanget af en lokal Taleban-milits og næste morgen henrettet for at samarbejde med de ”vantro” danskere. Den dag glemmer jeg aldrig. Det var svært for mig at miste min bedste lokale samarbejdspartner, og mordet på Abdul resulterede i, at mange lokale landsbyældre ikke længere turde samarbejde med os. Mordet på Abdul symboliserede på en måde også, hvor let Taleban kunne terrorisere de lokale landsbyer og nedbryde de store fremskridt, vi danskere havde opnået.

Marcus Knuth udgav i 2014 bogen ”Soldat og Diplomat – mine tre år i Afghanistan”.