Liberia: Arbejdsbien i Monrovia - Susanne Bach Bager

Dette er et afsnit fra ”Verdensfredens vogtere: Det danske forsvars indsats i FNs fredsbevarende operationer”, udgivet i december 2013:

 

Oberst Susanne Bach Bager havde ikke været udsendt før, da hun blev beordret et år til FN-missionen i Liberia, hvor hun skulle være Chief Operations Officer i den militære del af missionens hovedkvarter i Monrovia. Selv om en FN-mission ikke stod højest på hendes ønskeseddel, blev det en vellykket udsendelse, hvor hun fik lejlighed til at demonstrere den danske officers arbejdsmoral, engagement og professionalisme.

 

57-årige Susanne Bach Bager er en af fire kvinder på oberstniveau i det danske Forsvar.

 

Hun er i dag chef for Telegrafregimentet i Fredericia og har i det meste af sin operative karriere beskæftiget sig med føringsstøtte i Hæren. Det dækker etablering af feltmæssige hovedkvarterer, hvor Hærens operative stabe kan arbejde, støttet af de feltmæssige kommunikations- og it-netværk, som ikke alene sikrer forbindelse til enheder i operationsområdet men også sikrer forbindelsen fra udsendte enheder til Danmark.

 

I juni 2011 blev hun ringet op af Forsvarets Personeltjeneste og fik at vide, at hun skulle påregne at blive udsendt til Liberia som stabsofficer i et år. Susanne Bach Bager begyndte i Forsvaret under den kolde krig og havde alene besøgt sine soldater i Kosovo og Afghanistan, men ikke selv været i mission før. Derfor ville hun have foretrukket en seks måneders udsendelse.

 

"Jeg ville gerne have haft en missionserfaring på et halvt år, inden jeg kastede mig ud i et helt år. Selv om min datter er voksen nu, er et års bekymring og afsavn lang tid for de fleste familier, også for ens forældre, som stadig kan være bekymrede, selv om man er voksen, når man er i uroplagede dele af verden. Jeg tror faktisk, at afsavnet er værst for dem derhjemme, for den udsendte har så travlt hele tiden og beskæftiger sig med relevante og betydningsfulde opgaver," forklarer Susanne Bach Bager.

 

Det første hun gjorde, da hun i august fik bekræftet, at hun skulle være stabsofficer i Liberia, var at kontakte de to danske oberster, som havde siddet i samme stilling. Hun ville høre om deres erfaringer i jobbet for at være så velforberedt som mulig. Samtidig besøgte hun FN-missionen UNMIL's website, hvor hun hurtigt dannede sig et overblik over baggrunden for borgerkrigen og FN's tilstedeværelse i Liberia.

 

Som udsendt med FN skal man selv stå for at skaffe indkvartering. Derfor var det en stor fordel, at der i forvejen var danskere i UNMIL, så hun kunne ”arve” sin forgængers lejlighed.

 

Susanne Bach Bager kom til at bo i et lejlighedskompleks med 60 lejligheder, som hovedsageligt var lejet ud til FN-ansatte. Her boede hun i nærheden af de to andre danske stabsofficerer. Huslejen var temmelig dyr, men beliggenheden var til gengæld meget praktisk, fordi det var i gåafstand til FN-hovedkvarteret i Liberias hovedstad Monrovia. Så slap hun for at sidde fast i Monrovias kaotiske trafik.

Godt modtaget som kvinde

Det er FN's politik, at der ikke må være forskelsbehandling på mænd og kvinder på FN's missioner, og de fleste af hendes kolleger accepterede hende uden problemer.

 

"Jeg havde betænkeligheder ved, at Force Commander (den militære øverstkommanderende, red.) var en muslimsk pakistaner, men den bekymring gjorde han fuldstændig til skamme. Han sagde til mig, at han ville stille samme forventninger og krav til mig som til en mandlig officer," siger Susanne Bager.

 

Den dårligste oplevelse, hun havde, var forholdet til hendes nigerianske stabschef, der behandlede hende, som om hun var kvindelig officer i det nigerianske forsvar, hvor der på ingen måde er tale om ligestilling. Der var således krav om, at de nigerianske kvindelige officerer skulle ledsages af mandlige officerer uden for deres lejre. Det gør de angiveligt for at beskytte dem mod overgreb. Stabschefen mente således ikke, at hun som kvinde kunne være mødeleder, hvilket den pakistanske Force Commander imidlertid ikke var enig med ham i.

 

"Stabschefens måde at behandle mig på lod meget tilbage at ønske. Jeg besluttede mig for at se tiden an og levere varen. Jeg forventede, at dette kunne ændre mit anstrengte forhold til ham, men han blev bare ved. Efter tre måneder sagde jeg stop og forklarede ham, at det er ikke er acceptabelt at råbe af sine undergivne hverken i FN eller Danmark. Herefter havde jeg ingen problemer med ham," forklarer Susanne Bach Bager, som fortryder, at hun ikke allerede fra starten stoppede stabschefens råberi. Hun råder således andre kvindelige officerer til straks at melde fra overfor dårlig behandling og en uacceptabel omgangstone.

 

Mindre selvstændige officerer

Som chief operations officer var Susanne Bach Bager militær rådgiver for chefgruppen og ansvarlig for at planlægge UNMIL's militære operationer. Hun havde 14 officerer fra 11 forskellige nationer under sig. Hver dag klokken 09.00 blev der gennemført en militær morgenbriefing i hovedkvarteret, hvor chefgruppen blev informeret om hændelser i det foregående døgn, om planlagte militære aktiviteter de kommende 72 timer og om sikkerhedssituationen i landet.

 

Efter morgenbriefingen holdt hun et kort koordinationsmøde med sine egne elementledere om igangværende operationer og planlægningsopgaver. Desuden var der en række andre faste ugentlige koordinationsmøder med politiet og de civile dele af den integrerede mission, som hun skulle levere input til.

 

Susanne Bach Bagers erfaring er, at stabsofficerer fra andre lande er vant til en betydelig topstyring, hvorfor de ikke arbejdede lige så selvstændigt, som hendes kolleger hjemme i Danmark. Hun erkendte derfor tidligt, at det var nødvendigt at detailstyre hendes afdeling mere, end hun ville have gjort i Danmark. Med mere detaljerede ordrer blev opgaverne udført meget tilfredsstillende. Hun udarbejdede således et ”task tracker”-værktøj, som muliggjorde den nødvendige detailstyring.

 

"Det var ikke fordi, de ikke var dygtige nok. De fleste var bare vante til en anden ledelsesstil med mere topstyring. Man skal således være opmærksom på forskellene i måden at arbejde på og være specifik om, hvad man forventer af den enkelte. Da de havde vænnet sig til min ledelsesstil, levede de fuldt og helt op til mine forventninger," forklarer Susanne Bach Bager. Der var kun få undtagelser, hvor de faglige kvalifikationer ikke var i orden.

 

Hovedkvarteret i Monrovia havde officielt en femdages arbejdsuge fra 08.00 til 17.00, men operationsafdelingen arbejdede fra 07.30-17.00 og vagthavende stabsofficer til 22.30.

 

Ofte var det dog nødvendigt at arbejde i weekenderne også, dels på grund af særlige hændelser, dels for at forberede større aktiviteter i den følgende uge. I weekenden tilbragte hun en del tid sammen med de andre danskere i missionen. De handlede som oftest ind sammen lørdag formiddag, hvorefter de hyggede sig med en fælles frokost. Den store udskiftning af personel - især i den militære søjle af missionen - resulterede i rigtigt mange sociale afskedsarrangementer med både civile og militære kollegaer fra de andre lande. Hun mødtes også med andre danskere i Monrovia, som hovedsageligt arbejdede i shippingbranchen.

 

Selv om Susanne Bach Bager tilbragte det meste af tiden i FN-hovedkvarteret i Monrovia, ledsagede hun ofte Force Commander eller den civile chef (generalsekretærens Særlige Repræsentant), når disse var på besøg ved FN-enhederne rundt om i landet.

 

 

Mens hun var i Liberia, bestod den militære styrke i UNMIL af syv panserinfanteribataljoner fra henholdsvis Pakistan (3), Nigeria (2), Ghana (1) og Bangladesh (1), fem ingeniørkompagnier fra Kina (1), Pakistan (3) og Bangladesh (1) samt et antal felthospitaler, transportkompagnier, helikoptere (MI-26, MI-24 og MI-08 (missionens arbejdsheste på grund af landets elendige vejnet)) og fastvingede fly.

 

"Det var dér på turene uden for Monrovia, vi for alvor kunne mærke, hvor stor en udfordring Liberias dårlige vejnet var for vores bevægelsesfrihed, og hvor dårlig vores signaldækning var", fortæller Susanne Bach Bager.

 

Politiopgaver

Mange af UNMIL's militære opgaver er egentlig politiopgaver. Det skyldes, at landet som en del af fredsaftalen nedlagde sin politistyrke, der havde spillet en aktiv rolle i borgerkrigens mange forbrydelser. Opbygningen af en ny politistyrke tager tid, og imens er det FN-soldater og politi, der står for sikkerheden i landet. Efter valget i oktober 2011 rejste den nyvalgte præsident og hendes regering rundt i landet og fortalte om deres vision for landets udvikling, og det var hovedsageligt UNMIL, der sørgede for sikkerheden i den forbindelse.

 

En anden politiopgave var at levere højt beredskab i forbindelse med politiske uroligheder. Da Liberias tidligere præsident, Charles Taylor, den 26. april 2012 blev dømt for krigsforbrydelser, var både FNs' militær- og politistyrker i højt beredskab med henblik på at kunne gribe ind i tilfælde af voldelige demonstrationer fra hans tilhængere.

 

Heldigvis udeblev balladen. Desuden var en stor del af FN-stabens opmærksomhed rettet mod grænsen til Elfenbenskysten, da nabolandet var mere ustabilt end Liberia. Det lykkedes at forhindre de voldelige episoder, som plager Elfenbenskysten, i at brede sig til Liberia.

 

Et logistisk puslespil

Samme dag, som Susanne Bach Bagers forgænger i embedet rejste tilbage til Danmark, ankom en delegation af specialister fra FN-hovedkvarteret i New York til missionen. De skulle vurdere situationen i landet og på den baggrund udarbejde en plan for reduktion af missionen og især de militære styrker i UNMIL. Sikkerhedsrådet besluttede efterfølgende på baggrund af delegationens anbefalinger, at FN-styrken inden 2015 skulle reduceres med fire infanteribataljoner med tilhørende støtteenheder, og at de tre tilbageværende infanteribataljoner skulle være fra Vestafrika. Det skete med henblik på, at de vestafrikanske landes sammenslutning ECOWAS (The Economic Community of West African States / Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, red.) eventuelt kunne overtage FN’s sikkerhedsopgave, såfremt den positive udvikling i landet fortsætter.

 

Denne beslutning betød, at UNMIL skulle i gang med et kæmpe logistisk puslespil. For bataljonerne fra Pakistan og Bangladesh lå inde i landet og skulle nu transporteres ud til kysten med henblik på hjemsendelse, imens de nigerianske og ghanesiske bataljoner, som befandt sig i Monrovia og i kystområdet, skulle sendes ind i landet i stedet for. Ombytningen skulle ske uden for regntiden, for ellers kan man ikke køre på landets primitive jordveje. De sidste tre måneder af Susanne Bach Bager udsendelse havde hun travlt med den første del af planen, nemlig hjemsendelsen af en pakistansk bataljon fra Lofa County og transporten af ghanesiske soldater til Lofa, som skulle afløse pakistanerne.

 

Operationen blev forsinket, fordi regntiden varede længere end normalt. De opblødte veje var en udfordring, og ingeniørkompagnierne var travlt beskæftiget med at hive de pakistanske køretøjer op, når de sad fast i et af de mange mudderhuller. Samtidig fløj missionens helikoptere i pendulfart mellem Lofa og Monrovia med personel og materiel.

 

"Det var et puslespil at få en god udnyttelse af vores løftekapacitet med helikopter. Når helikopterne løftede noget ned til Monrovia fra de pakistanske lejre, så skulle de gerne have noget fra den ghanesiske bataljon med tilbage til Lofa," beretter Susanne Bach Bager.

 

Men operationen lykkedes, og den pakistanske bataljon blev repatrieret i løbet af januar måned. Susanne Bach Bager kunne afslutte sin udsendelse med god samvittighed.

 

Målrettede danskere

Susanne Bach Bager ankom til Liberia netop som den danske diplomat Ellen Margrethe Løj afsluttede sin flotte 4-årige indsats som chef for missionen.

 

"Jeg var heldig at være dernede efter Ellen Margrethe Løj. Hun efterlod sig et fantastisk flot eftermæle. Professionalisme, klare udmeldinger og stor ihærdighed. Et eftermæle, der smittede af på forventningerne til mig i min egen afdeling. En forventning jeg efter min afdelings udsagn angiveligt ikke havde skuffet. De udtrykte således, at de ville være positive over for kvinder i deres eget forsvar. Og så er meget jo nået", siger Susanne Bach Bager.

 

Hun mener, at det er vigtigt, at danskere i FN-tjeneste er gode rollemodeller, og at vi tager vores gode værdier og høje forventninger med på mission. Selv om vi er få danskere, kan vi gøre en forskel med vores gode eksempel.

 

Hun har fået større respekt for FN under sin udsendelse. Der er meget kritik af FN-missioner, men man bør tage i betragtning, at den militære afdeling af hovedkvarteret i New York alene består af 116 ansatte, som støtter 16 FN-missioner fordelt over hele verden med i alt knap 100.000 soldater og politifolk. 

 

Hun er stolt af at have været FN-soldat og sammen med andre dygtige peacekeepere at have bidraget til en positiv udvikling i Liberia. Hun har også fået stor respekt for den store og modige indsats, som de civile dele af FN bidrager med i udviklingslande både før, under og efter kriser.

 

Men skal FN være endnu mere effektiv, så må nationer som Danmark involvere sig mere, mener Susanne Bach Bager.