De første kemiske stoffer transporteres væk fra Syrien. Billedet er fra broen på Esbern Snare.

De første kemiske stoffer transporteres væk fra Syrien. Billedet er fra broen på Esbern Snare. Foto: Kent Hansen/Forsvaret

I 2014 deltog Danmark i Operation RECSYR (Recovery of chemical agents from Syria), en del af den FN/OPCW-mission, der havde til formål at destruere Syriens kemiske våben. OPCW er Organisationen for forbud mod kemiske våben (på engelsk: Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons).

Danmark stod i spidsen for den samlede maritime transportoperation, Operation RECSYR, som havde til formål at sejle de kemiske våben væk fra Syrien. Sammen med blandt andre Norge deltog Danmark med et flådebidrag bestående af transportskibe, eskorteskibe og en multinational stab under dansk ledelse, som i tæt samarbejde med FN og OPCW sørgede for, at Syriens kemiske våben blev destrueret så hurtigt og sikkert som muligt i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 2118. Endvidere bidrog Danmark med lufttransport i form af et C-130J Hercules-transportfly indtil den 30. juni 2014. Danmark faciliterede endvidere FNs ansættelse af et dansk personbeskyttelseshold, som skulle beskytte missionens særlige koordinator, Sigrid Kaag, under besøg i regionen.

I april 2014 havde det danske skib Ark Futura anløbet den syriske by Latakia 11 gange og hentet halvdelen af de 1000 tons kemiske stoffer fra Syrien.

Handelsskibet Ark Futura lossede 20. juli de sidste af 181 containere med kemiske stoffer i Finland. Stofferne blev destrueret i Finland, USA, Storbritannien og på det amerikanske skib Cape Ray. Dermed var der sat punktum for Operation RECSYR.

Mandat


Den 19. december 2013 vedtog Folketinget at udsende et dansk bidrag til missionen med henblik på at sikre destruktion af Syriens kemiske våben inden for rammerne af FN’s Sikkerhedsråds resolution 2118 af 27. september 2013. Baggrunden var, at FN og OPCW (Organisationen for forbud mod kemiske våben) gav udtryk for, at man gerne så Danmark støtte den fælles FN-OPCW mission.

  • Områder

    • Middelhavet
    • Syrien
  • Ramme

    Koalition
  • Tidsinterval

    2013 - 2014
  • Aktuel

    Nej

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google