Niles Juel i hangarskibsgruppe

Den danske fregat Niels Juel sejler sammen med hangarskibet Charles de Gaulle 9. marts. Foto: Yoann Letourneau / Marine Nationale/Défense

Søværnet har deltaget i nedkæmpelsen af terrorbevægelsen ISIL, ved at danske fregatter har været eskorte for et amerikansk og fransk hangarskib, som har sendt fly ind over Syrien og Irak for at angribe terrorbevægelsen. Først indgik fregatten Peter Willemoes fra februar til maj 2017 i den amerikanske Carrier Strike Group 2 som eskorte for hangarskibet George H. W. Bush. Derefter var fregatten Niels Juel eskorte for det franske hangarskib Charles de Gaulle fra marts til slutningen af april 2019. Den franske hangarskibsgruppe med navnet Task Force 473 bidrog også til kampen ISIL.

En milepæl for Søværnet

For det danske søværn har det længe været en målsætning at kunne operere i hangarskibsgrupper, som er at betragte som ”Superligaen” inden for sømilitære operationer. Frem til indsættelsen har de danske fregatbesætninger deltaget i et målrettet trænings-og øvelsesprogram, som startede hjemme i Danmark og blev fulgt op af blandt andet Battle Damage Exercise (havaritræning på den tyske flådes havariskole i Neustadt) og ikke mindst DOST (Danish Operational Sea Training) i regi af det britiske træningsregime FOST på og ved flådebasen HMNB Devonport i England. Det hele kulminerede den 9. februar 2017, da fregatten Peter Willemoes som det første danske krigsskib indgik i en operativ hangarskibsgruppe.



Peter Willemoes i Carrier Strike Group 2

Fregatten Peter Willemoes sluttede sig til Carrier Strike Group 2 i Middelhavet. Fregattens besætning var fra begyndelsen af missionen på 131 mand.

Kampflyene om bord på hangarskibet George H. W. Bush fløj missioner over Irak og Syrien. På dette tidspunkt kontrollerede ISIL stadig byen Mosul i Irak, som var under belejring af irakiske regeringsstyrker, og terroristerne holdt også flere byer i Syrien besat. Fregatten og besætningens opgave har været at støtte og forsvare hangarskibsgruppen under indsatsen mod ISIL, primært med sensorer og radarsystemer, men hvis det var blevet nødvendigt også med våben. Fregatten har endvidere haft kontrol med fly og helikoptere som en del af dens opgave. 

Mens operationerne stod på, bevægede hangarskibsgruppen sig fra Middelhavet til det Røde Hav, Adenbugten, det Arabiske Hav og den Persiske Golf. I slutningen af maj afsluttede den danske fregat sin opgave og vendte hjem til Danmark. Deres amerikanske kolleger havde været meget tilfredse med danskernes indsats.



På mission med et fransk hangarskib

I foråret 2019 sendte Danmark på ny en fregat af sted, der skulle være med i en hangarskibsgruppe. Denne gang var det fregatten Niels Juel, som 5. marts gik på havet med en fransk hangarskibsgruppe ud fra Toulon. Den danske fregats hovedopgave var at beskytte hangarskibet Charles de Gaulle, overvåge luftrummet og udføre kontrol med de franske kampfly, når de opererede omkring hangarskibsgruppen. I løbet af marts var hangarskibets franske kampfly i luften over Irak og Syrien, hvor ISIL mistede den sidste syriske by, som terrorgruppen holdt, og dermed ikke længere havde noget territorium. Niels Juels besætning var på omkring 160 mand, og om bord havde den en af Flyvevåbnets EH101 Merlin transporthelikoptere, der leverede en meget værdsat logistisk støtte til hangarskibsgruppen.

Fregatten Niels Juel forlod den franske hangarskibsgruppe den 27. april efter næsten to måneders operationer i det østlige Middelhav, Det Røde Hav, Adenbugten, den nordlige del af Det Indiske Ocean og Omanbugten. Integrationen og samarbejdet med hangarskibsgruppen forløb godt, og bidragene fra Flyvevåbnet i form af luftrumskoordination og EH101-helikopter bidrog til en effektiv opgaveløsning.

Fakta om hangarskibsgrupper

En Carrier Strike Group består af et hangarskib, seks til ti krydsere og destroyere samt i perioder ubåde. USS George H. W. Bush, der er det centrale skib i Carrier Strike Group 2, har omkring 70 operative fly ombord. Besætningerne på skibene tæller i alt cirka 7500 mænd og kvinder. Det amerikanske forsvar råder over flere Carrier Strike-grupper, og de skal kunne fungere selvstændigt overalt i verden.

Hangarsskibsgruppen Task Force 473 bestod af hangarskibet Charles de Gaulle, to franske eskorteskibe, en fransk ubåd og et fransk forsyningstankskib, en britisk destroyer, en portugisisk fregat, den danske fregat Niels Juel og cirka 30 skibsbaserede fly og helikoptere.

Sidst opdateret 28. oktober, 2020 - Kl. 13.08