Hoist fra EH101

Eskadrille 722 har altid tre redningshelikoptere på beredskab til at hjælpe nødstedte til havs og til transport af syge fra de danske øer. Ligeledes løser eskadrille taktisk troppetransport. 

Eskadrille 722 har to primære opgaver - henholdsvis søredning og taktisk troppetransport. De to opgaver bliver løst med den samme helikopter, EH101, som kan konfigureres til den opgave, den skal løse. Når den anvendes til søredning har den et behandlermodul ombord, hvor lægen og redderen kan give avanceret præhospital behandling. Når helikopteren skal bruges til troppetransport udstyres den med sæder, selvbeskyttelsesudstyr og våben. 

Search and Rescue (SAR): 

24 timer i døgnet, 365 dage om året er der tre EH101 helikoptere på beredskab, som er klar til at rykke ud med kort varsel og redde mennesker til søs, støtte med patienttransport eller foretage eftersøgninger.

 

Hver vagt holdes af en 5-mands besætning fra Eskadrille 722 samt en læge. Besætningen består af en luftfartøjschef, en 2. pilot, en flymaskinist, der også fungerer som hoistoperatør, en redder, der også fungerer som tekniker og en systemoperatør, der også er reserveredder.

Merlin og Dromedar
Danmark støttede fra december 2019 til december 2020 den fransk ledede Operation Barkhane med EH101 transporthelikoptere. Foto: Flyvevåbnet

Taktisk Troppetransport

Denne opgave går ud på at transportere soldater og gods hurtigt og sikkert frem til destinationen. Taktisk troppetransport er altid en højt efterspurgt kapacitet i krigs- og konfliktområder. De store EH101 helikoptere kan have op imod 25 soldater i kabinen, som kan fragtes hurtigt og sikkert frem til deres destination. Når EH101 helikopteren anvendes til troppetransport er den bevæbnet med maskingeværer og selvbeskyttelsesudstyr. 

De danske helikoptere har blandt andet været på mission i Afghanistan i 2014 -2015 og i Mali i 2020.

Sidst opdateret 31. maj, 2024 - Kl. 10.36