[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

 

 

Vagtkompagniet hold august 2016 lytter til Hendes Majestæt Dronningens tale ved Dronningeparaden 22. Marts 2017.

 

Uden sit vidende blev garder Væsel kaldt frem foran resten af Vagtkompagniet og kunne modtage Hendes Majestæt Dronningens Ur, som anerkendelse for sin indsats under tiden som værnepligtig ved Den Kongelige Livgarde.

 

Tekst: Presseofficer Thomas Helbro Reimann

Fotos: Olav Vibild

 

Dronningeparaden er en parade, hvor Hendes Majestæt Dronningen har mulighed for at takke de værnepligtige for deres tjeneste i Vagtkompagniet og ved de kongelige slotte og palæer.
I samme forbindelse modtager en værnepligtig garder Hendes Majestæt Dronningens Ur, som tegn på, at vedkommende har udvist en imponerende holdning til tjenesten og dermed fremstået som et godt eksempel for alle værnepligtige og befalingsmænd.

 

Hendes Majestæt Dronningen inspicerer paraden. Til venstre for Dronningen ses oberst Lasse Harkjær, chef for Dronningens Adjudantstab, major og chef for Vagtkompagniet Søren P. Østergaard samt oberst og kammerherre Mads Rahbek, chef for Den Kongelige Livgarde.

 

Efter sin tale til alle de værnepligtige, blev garder Væsel kaldt frem. Garder Væsel var blevet indstillet til Hendes Majestæt Dronningens Ur, fordi han gennem hele sin værnepligtstid har vist sig som en dygtig soldat og en god kammerat. Han har udvist stort overblik, selvstændighed og seriøsitet, hvilket gjorde, at garder Væsel bestred funktionen ”Post for gevær” og næstkommanderende i vagten på Livgardens Kaserne.

Kammeraterne har valgt garder Væsel som den bedste kammerat, idet han altid har været en hjælpsom og støttende kammerat over for de andre gardere.

Garder Væsel modtager Hendes Majestæt Dronningens Ur.


Efter paraden blev garder Væsel overrasket af sin familie, der var kommet til paraden uden hans vidende. Hele familien blev inviteret til kaffe med chefen for Den Kongelige Livgarde, før end garder Væsel kunne få fri og tage i byen med familien og nyde æren.

 


Garder Væsel med sin familie. Både garder Væsels far og storebror har gjort tjeneste ved Den Kongelige Livgarde.