[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

I går kunne oberst Mads Rahbek overrække Prins Henriks Mindemedaille til en række ansatte ved Den Kongelige Livgarde.

Tekst og fotos: Thomas H. Reimann, presseofficer

Fælles for de ansatte eller tidligere ansatte, der modtager medaillen, er at de alle "bistod på særlig vis ved Prinsens sygdom, død og bisættelse."


Oberst Mads Rahbek læser motivationen for Prins Henriks Mindemedaille op.

Det var lykkedes at hemmeligholde grunden til, at modtagerne skulle mødes henholdsvis på Garderkasernen eller Livgardens Kaserne. Derfor blev modtagerne overrasket over æren.


En af modtagerne får hængt Prins Henriks Mindemedaille på af oberst Mads Rahbek.

I løbet af de kommende dage vil yderligere personel få tildelt medaillen, såfremt de er kommet i betragtning.


Her ønskes Musikkorpsets dirigent, David M.A.P.  Palmqvist, tillykke med tildelingen.


FAKTA:

Hendes Majestæt Dronningen har per 11. juni 2018 tildelt en mindemedaille for Prins Henrik til den kongelige familie, hoffets medarbejdere og personer, der har bistået på særlig vis ved Prinsens sygdom, død og bisættelse.

Mindemedaille er tildelt på Prins Henriks fødselsdag.

Prins Henriks Mindemedaille er udført i sølv og med krone og er på aversen præget med Dronningens portræt og indskriften ”MARGARETA II – REGINA DANIÆ”. På reversen er medaillen præget med Prins Henriks kronede monogram og indskriften ”11.6.1934 – 13.2.2018”.

Medaillen bæres i rødt krydsbånd med en bred hvid midterstribe mellem to smalle guldstriber og i rækkefølge forud for tidligere tildelte erindrings- og mindemedailler. Medaillens officielle forkortelse er Pr.H.Mm.